Førsteholdet

Luftmonsteret Juninho topper flere statistikker

Juninho har bidt sig fast i start 11'eren på Thomas Thomasbergs mandskab, og sammen med Stefan Gartenmann har han dannet den centrale akse i defensiven. Med sin luft- og duelstyrke topper brasilianeren flere statistikker i 3F Superliga.

11/05/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

14 minutter inde i Thomas Thomasbergs comeback-kamp som cheftræner, steg Juninho til vejrs på Odense Stadion. Et hjørnespark fra Gustav Isaksen blev svunget ind i feltet, og mellem venner og fjender hoppede den brasilianske forsvarskrumtap højest og headede kuglen i netmaskerne.

Den 28-årige stoppers andet mål i denne sæson – men tallet over vundne luftdueller er langt højere.

Siden 3F Superliga-grundspillets afslutning topper Juninho nemlig listen over flest vundne luftdueller i landets bedste fodboldrække. Sammen med AaB’s Nicklas Helenius har FCM-forsvareren vundet 29 dueller i de højere luftlag i de seneste seks kampe. Det svarer til næsten fem per kamp.

Læg dertil, at brasilianeren ligger alene på førstepladsen over vundne dueller i al almindelighed, siden Thomas Thomasberg tog over i det midtjyske cheftrænersæde. 87 gange af Juninho gået ind i en duel, og 51 gange har han forladt den som sejrherre.

Sådan lyder tal fra sportsanalysefirmaet, Opta Stats.

Et frugtbart samarbejde udspiller sig

Holdkammerat Stefan Gartenmann, som har dannet partnerskab med Juninho i samtlige kampe af Kvalifikationsspillet, ser et frugtbart samarbejde udspille sig.

– Vi supplerer hinanden godt. Juninho har nogle fysiske kompetencer i sin fart og sit hovedspil, og han er meget stærk i duellerne, mens jeg er mere kommunikativ med det organisatoriske overblik på banen, siger Stefan Gartenmann i kampprogram-magasinet forud for weekendens opgør mod AC Horsens.

Kampprogram FCM – ACH

Den 26-årige forsvarsspiller peger på Juninhos fysiske egenskaber som nøglen til, at han selv kan få lov til at udfolde sig, hvor han er bedst.

– Min rolle er særligt på det taktiske, hvor jeg efterhånden har en vis Superligaerfaring. Derfor ved jeg, hvordan vi i kampens hede skal stå rent defensivt.

Dødbolde i fokus

Siden Thomas Thomasbergs ansættelse har FCM scoret fem gange efter en dødbold.

Juninho satte også selv ord på vigtigheden af standardsituationerne, da han skulle forholde sig til holdets 3-1-sejr over OB tilbage i slut marts.

– Det betyder meget for mig, at vi scorer på to dødbolde. Det er noget, som er vigtigt for klubben, og derfor er det essentielt, at vi igen bliver farlige på standarder, og gør det til et våben, lød det dengang fra Juninho.