Førsteholdet

Mads Bech efter exit: Jeg er hamrende ærgerlig

Det var en skuffet forsvarsspiller, der efter opgøret satte ord på præstationen i Parken.

31/10/23
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

Det sluttede med et snævert nederlag i Parken i 4. runde af Oddset Pokalen, og dermed er jagten på pokalen indstillet i denne sæson. Det vækker stor ærgrelse hos Mads Bech, der spillede samtlige 90 minutter i forsvaret.

– Jeg er hamrende ærgerlig over vores exit. Vi gik efter at vinde og havde et mål om at gå hele vejen, så det er tungt at stå her efter kampen, lyder det fra forsvarsspilleren.

– Kampen bliver meget taktisk i første halvelg, dog synes jeg vi lykkes godt med vores opbyggende spil, og vi holder egentlig FCK fra chancer. I anden halvleg kommer vi stærkt ud og får dem presset langt tilbage, men vi får ikke skabt nok. Da de så får scoret, bliver det en rodet omgang til sidst, da vi jagter en udligning, men vi var ikke helt dygtige nok i dag.

Spinkelt pokalnederlag i København

Nederlaget betyder, at fokus skal rettes fuldt mod 3F Superligaen, hvor FC Midtjylland har hentet 13 ud af 15 mulige point i den seneste periode.

– Vi skal vinde kampe. Vi skal vinde søndag i Hvidovre og så skal vi fortsætte vores gode stime i resten af efteråret, så vi kommer helt op i toppen af Superligaen.

Mads Bech og Ingi Ingason har dannet duoen i det centrale forsvar de seneste kampe og den 24-årige stopper ser fremskridt i samarbejdet.

– Jo flere gange vi spiller sammen, jo bedre relationer danner vi. Vores samarbejde udvikler sig godt og jeg er sikker på, at vi kun bliver bedre og bedre.

På søndag venter Hvidovre IF på udebane i 3F Superliga, inden vi er tilbage på MCH Arena til opgøret mod FC Nordsjælland søndag den 12. november kl. 16:00.

Billetsalget til FCN-kampen er startet