Onsdag venter Næstved BK i Oddset Pokalens 3. runde.
Efter seks år i England – hvor man hver eneste sæson spiller to cupturneringer i form af Carabao Cup og FA Cup – ved Mads Bech Sørensen, hvad den slags kampe betyder.
– Cupturneringerne er altid sjove at spille. Det er specielt, fordi det er knockoutkampe hver eneste gang, og ofte er det en god oplevelse for klubber fra de mindre gode rækker, hvis de kan trække nogle af de store hold. Så det har helt klart sin charme.
– Jeg kan huske, at da vi var i Championship med Brentford, den sæson vi rykkede op, kom vi i semifinalen i Carabao Cuppen. Vi mødte Tottenham i semifinalen og slog fire Premier League-hold (Southampton, West Brom, Fulham og Newcastle, red.) på vores vej. Derfor har jeg lært, at man aldrig må undervurdere nogle hold, siger den 24-årige forsvarsspiller.
I Brentford var mulighederne for en pokaltriumf ofte forhindret af de største Premier League-klubber, men i FC Midtjylland er der ingen tvivl om målsætningen:
– Vores målsætning er at vinde pokalturneringen. Der er ikke så meget at rafle om.
Næstved ligger på en aktuel sidsteplads i NordicBet Liga. Fornyligt fik de grønblusede ny træner, da Peter Bonde blev erstattet af 35-årige Patrick Birch Braune.
– Jeg forventer, vi skal gå ind og dominere kampen. Vi skal lægge pres på deres felt og levere en masse offensive aktioner fra et sprudlende FCM-hold, siger Mads Bech Sørensen, som i søndags kunne fejre sin første 3F Superligasejr i det midtjyske.
– Det var en forløsning. Endelig var det os, der fik scoret til sidst, og det skabte en masse glæde, så det har været nogle gode dage.
Den fysisk stærke midterforsvarer står noteret for fire kampe i Midtjylland-trøjen. Her er det blevet til en pokalsejr mod Aabenraa, uafgjorte resultater mod Viborg og AGF samt weekendens sejr over OB.
Info om onsdagens pokaldyst
Pokalkampen mod Næstved BK spilles onsdag den 27. september kl. 18.00 på Tintshop Park i Næstved.
Desværre vises opgøret ikke på hverken TV eller streaming. Det skyldes, at rettighedshaverne ikke har peget på Næstved-FCM som en tv-kamp, og da opgøret samtidig kolliderer med andre tv-kampe, må hverken Oddset Pokalen eller klubberne selv transmittere kampen.
Til gengæld er der mulighed for at støtte drengene i Næstved, og du kan finde info om billetter nedenfor. Derudover kan opgøret naturligvis følges tæt på fcm.dk samt FC Midtjyllands sociale medier.