Førsteholdet

Mads Bech: Vores relationer bliver hele tiden bedre

Mads Bech Sørensen før weekendens sidste grundspilskamp, hvor Vejle Boldklub venter. Opholdet i FCM har indtil nu levet fuldt op til forventningerne, fortæller forsvarsklippen.

16/03/24
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Mads Bech sad over i den historiske 2-3-sejr på udebane over AGF som følge af en lykkelig familieforøgelse. Få dage senere var han retur og kronede comebacket med at stange sit første sæsonmål i kassen i hjemmesejren over FCK.

– Det har været en vild periode. På familiefronten har det været fyldt med glæde og skabt mange smil på læben. Ved siden af det har der været nogle vanvittige fodboldkampe, hvor vi har fået nogle fine resultater.

– Jeg har det rigtig godt både i klubben og i truppen. Jo mere tid, man bruger sammen med menneskerne omkring og spillerne, jo bedre får man det, og jo bedre bliver relationerne ude på banen. Jeg kan mærke, at vi hele tiden rykker os, siger Mads Bech.

Den 1,89 meter høje stopper skiftede til FCM i sommer fra Brentford FC, og opholdet har hidtil levet fuldt op til forventningerne.

– Der er ingen tvivl om, at det har været godt for mig med kontinuerlig spilletid. Jeg er kommet ind i en rytme og kan bygge videre på min selvtillid og mit spil. Der er en rigtig god udvikling i at spille 90 minutter stort set hver weekend, og det kan jeg også mærke selv.

– Jeg prøver at bidrage med noget lederskab, tage ansvar på banen og hjælpe mine holdkammerater på bedst muligt vis. Jeg har nogle erfaringer fra udlandet og andre ligaer, som jeg hele tiden forsøger at give videre, siger Mads Bech, hvis udlands-CV udover Brentford tæller AFC Wimbledon, OGC Nice og FC Groningen.

Mod FCK delte Mads Bech midterforsvaret med Juninho, og i Randers var det så Sverrir Ingi Ingason, som spillede fra start.

– Ingason er en utroligt erfaren midterforsvarer, som har prøvet lidt af hvert. Juninho er en virkelig stærk duelspiller. To forskellige typer, men jeg synes egentlig, vi komplimenterer hinanden godt. Jo mere, jeg spiller sammen med dem begge to, jo bedre bliver vores makkerskab og relation også.

Vejle venter

Søndag kl. 17.00 afsluttes Grundspillet i 3F Superliga, når samtlige hold skal i aktion på samme tid. For FCM’s vedkommende venter Vejle, der kæmper med næb og kløer om overlevelse i rækken.

– Jeg håber på, at vi kan gå ud og kontrollere kampen. Nu må vi se, hvad Vejle gør; om de stiller sig en lille smule dybere og venter på nogle kontraangreb. Det skal vi være klar på, og vores restforsvar og boldomgang bliver utrolig vigtig, siger Mads Bech om opgøret på MCH Arena og fortsætter:

– Lige nu er al fokus på søndag, hvor vi skal have tre point. Det handler om ikke at kigge for langt frem, men hele tiden have fokus på den næste kamp.

Den 25-årige forsvarsspiller har siden skiftet i sommer spillet 16 kampe i FCM med kun to nederlag til følge. I 12 af kampene er midtjyderne endt ud som sejrherrer.

Udvalgte statistikker

Vi har gennem Opta Stats samlet tre udvalgte statistikker forud for søndagens dyst.

  • FCM har aldrig tabt til Vejle i 3F Superliga. De hidtidige 16 kampe har resulteret i 11 sejre og fem uafgjorte.
  • Vinder FCM i morgen, ender man som 1’er i Grundspillet. Siden introduktionen til et Mesterskabs- og Kvalifikationsspil tilbage i 16/-17-sæsonen, er ‘grundspilsmesteren’ også endt ud som guldvinder i fem ud af syv tilfælde.
  • Thomasbergs tropper har ikke tabt hjemme på MCH Arena i syv ligakampe. Vinder eller spiller man uafgjort én gang mere, vil det være den længste ubesejrede stime på eget græs siden 18/19-sæsonen, hvor stimen lød på hele 18 styks.

Udsolgt mod VB – frigiv din plads her