Førsteholdet

Mads Døhr om foråret, rollen i truppen og pokalfinalen

Mads Døhr Thychosen er et bindeled mellem de unge og ældre spillere på holdet. Nu satser den alsidige forsvarsspiller på at runde et personligt godt forår af med en pokaltitel.

24/05/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Efter to og et halvt år i FC Nordsjælland vendte den tidligere akademispiller Mads Døhr Thychosen tilbage til FC Midtjylland i januar måned. Det var blandt andet med formålet om at vinde titler.

– Jeg kom tilbage til Midtjylland for at vinde titler. Der er kommet en dejlig vane i den her klub i forhold til at vinde trofæer, og det har været et stort mål hele foråret at udbygge trofælisten. Det skal vi ud at forløse på torsdag, fortæller Mads Døhr Thychosen forud for pokalfinalen.

– Nu glippede mesterskabet, og det gør det selvfølgelig endnu vigtigere at vinde pokalturneringen. Det betyder meget for selvforståelsen i klubben, og det er afgørende for at blåstemple sæsonen, tilføjer den 24-årige defensivspecialist, som også var på holdkortet i 2019, da FCM senest var i pokalfinalen.

– Det er bare en sindssygt fed dag for alle. Både for spillerne og fansene er det den største enkeltstående kamp i dansk fodbold, og vi glæder os helt sindssygt til at komme ud at give den fuld gas i finalen. Vi vil gøre alt for at løfte trofæet, slår Thychosen fast.

Husker du? Tilbageblik på FCM’s første fem pokalfinaler

Stor udvikling siden seneste pokalfinale

Tre år senere er den 24-årige FCM-spiller klar til karrierens anden pokalfinale, når han på torsdag står overfor OB på Brøndby Stadion.

På de tre år har Mads Døhr Thychosen udviklet sig både spillemæssigt og personligt.

– Det er en tre år ældre spiller, som er blevet klogere og bedre rent spillemæssigt, men også udenfor banen har jeg fået en større rolle. Det er ikke noget, jeg tænker så meget over, men det er vel den naturlige udvikling, at når man bliver ældre, så har man også mere ansvar i omklædningsrummet, vurderer Thychosen og fortsætter:

– Når man er i midttyverne, er man på en måde et bindeled mellem de unge og ældre spillere i truppen. Det befinder jeg mig godt tilpas i, og der er ikke nogen, jeg ikke kan med. Men det er nemt, når man har en homogen trup.

15 kampe har den alsidige defensivspiller fået i foråret, hvor han har leveret en lang række stabile præstationer som både stopper og wingback.

– Det ligger naturligt til mig at tage ansvar og gå forrest, og det er rart også at kunne gøre på banen. For mig personligt har det været et glimrende forår, og jeg er glad for at bidrage. Det er dog holdets resultater, som fylder mest, så det er klart, at en pokaltitel vil gøre meget, understreger forsvarsspilleren.

Pokalfinaler lever sit eget liv

Når det på torsdag går løs på Brøndby Stadion, er det et midtjysk mandskab med masser af momentum, som er klar til at levere en toppræstation mod OB.

FCM har ikke tabt i de seneste ti kampe, og den form skal tages med ind til finalen.

– Pokalfinaler lever deres eget liv, så vi kan ikke bruge placeringerne i tabellen til så meget. Det handler om dagsformen, og det er også derfor, at det har været så vigtigt at fortsætte vores momentum i de sidste to kampe, selvom muligheden for mesterskabet så sort ud, pointerer Mads Døhr Thychosen.

– Vi har formået at bygge videre på vores spil, og det er det, vi skal tage med ind til finalen. Jeg synes, vi står skarpt, og nu glæder man sig bare til kampen, hvor vi skal levere en toppræstation foran en masse fans, som vi håber er lige så tændte som os, afslutter han.

Se info og køb billet til pokalfinalen

Finalen i Sydbank Pokalen spilles på torsdag kl. 15.00 på Brøndby Stadion.