Førsteholdet

Mads Hansen efter debut: Blod på tanden

Den 18-årige lokale angriber fik sin førsteholdsdebut for FC Midtjylland tirsdag aften på Celtic Park. Det var et stort øjeblik for Mads Hansen.

21/07/21
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

I de seneste tre år har han lavet et hav af mål og assists på først FCM’s U17-hold og siden U19-mandskabet.

Nu har 18-årige Mads Hansen, som kommer fra Ikast, nået endnu en milepæl. Tirsdag aften løb han således på banen til sine første minutter på førsteholdet, da han blev skiftet ind efter 86 minutter.

– Det har været lang tid undervejs, men det var dejligt at få debut. Det er stort for mig personligt. Jeg er lokal og har kommet på MCH Arena, siden jeg var helt lille, så det betyder meget for mig, lyder det fra Mads Hansen efter kampen.

Den lokale angribers debut kom altså på Celtic Park, hvor FCM hentede 1-1 i det første af to opgør i 2. runde af Champions League-kvalifikationen.

– Nu hvor debuten ikke skulle komme på MCH Arena, var det nu også et meget fint stadion at gøre det på. Selvom der kun var 9.000 ud af 60.000 på stadion, var der stadig en god stemning, og det var jo bare fedt at opleve. Og så hjælper det også, at vi kommer herfra med et brugbart resultat, pointerer den unge frontløber, som kom ind og markerede sig i presspillet:

– Jeg tror aldrig, jeg har sprintet så meget på så kort tid før. Det var bare ind og arbejde hårdt og mest af alt sørge for, at de ikke fik scoret. Vi holdt den på 1-1, og det var det vigtigste.

Mads Hansen, som har en fortid i samarbejdsklubben Ikast FC og i Herning Elite, har mod på endnu mere efter førsteholdsdebuten og vil gerne bidrage på banen.

– Debuten giver blod på tanden. Jeg vil gerne ind og spille mere og mere, og jeg håber, at der kommer flere af den her slags kampe – både europæisk og i 3F Superliga. Men ja, helt klart blod på tanden fra min side, siger gårsdagens debutant, som fylder 19 år i morgen.

Kom tæt på Mads Hansen: Lokal målscorer er kommet fra baghjul

Stort tillykke til Mads Hansen med debuten.