En ny svensk, talentfuld midterforsvarer er landet i FC Midtjylland.
Navnet er Mario Amini, som skifter til dansk fodbold fra Djurgårdens IF i hjemlandet.
– Vi er enormt glade for, at Mario har valgt FC Midtjylland som det næste skridt i sin karriere. Som spiller er han rolig på bolden og træffer mange gode beslutninger. Samtidig evner han at forsvare højt, hvilket er vigtigt i forhold til det DNA, vi spiller med, siger akademichef Jacob Larsen og fortsætter:
– Der ligger et stort potentiale i Mario, som allerede nu udviser modenhed både på og udenfor banen. Nu skal vi sammen dygtiggøre ham endnu mere. Det glæder vi os til og byder ham varmt velkommen til klubben.
Mario Amini skriver under på treårig aftale, som strækker sig indtil udgangen af 2027.
Klar til at tage arbejdshandskerne på
Hovedpersonen selv glæder sig over skiftet til dansk fodbold:
– Jeg har valgt FC Midtjylland, fordi jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben. Jeg har oplevet en familiær, men samtidig utroligt professionel klub. Alle, jeg har mødt, har været venlige og udvist mig stor respekt. Derudover er her nogle fantastiske faciliteter.
– En af de ting, jeg gerne vil udvikle mig på, er at score endnu flere mål fra dødbolde, siger Mario Amini og tilkendegiver, at FCM meget vel kan være den rigtige klub at tilslutte sig i jagten på netop den målsætning.
Skiftet var én målsætning, og nu starter nye mål, fortæller forsvarsspilleren videre:
– Nu handler det for mig om, at jeg skal arbejde min vej op i klubben. Det starter på U17, hvor jeg skal gøre mig fortjent til senere at spille på U19 og forhåbentlig førsteholdet. Jeg har en ambition om at vinde mesterskaber og på et tidspunkt spille Youth League.
Mario Amini er ikke helt ukendt i FCM-sammenhæng. Han var nemlig med U17-holdet til Flamengo Adidas Cup i december i brasilianske Rio de Janeiro, og her lærte han flere af sine nye holdkammerater og trænere at kende.
– Under turneringen i Brasilien fik jeg et rigtig godt forhold til flere at spillerne og trænerne, og det kommer helt sikkert til at gøre tilvænningen nemmere.
Velkommen til FC Midtjylland, Mario.