Han har spillet her før; i den store nationalarena i Rumænien med plads til 55.000 tilskuere.
Til EM-slutrunden i 2021 var det netop på Arena Națională i Bukarest, at Kevin Mbabu var med til at spille Schweiz videre til kvartfinalerne. Højrebacken kronede et flot comeback med en assist til 3-2-målet, og det endelige udfald står i dag som schweizisk fodboldhistoire.
– Det er et af de bedste minder, jeg har i fodbold. Vi var bagud 3-1 mod Frankrig, som på det tidspunkt – ligesom i dag – havde et af de bedste hold i verden.
– På banen var Pogba, Mbappé, Benzema, Coman… Alle den her slags spillere. Vi lykkedes med at komme i straffesparkskonkurrence og vandt. Det var en historisk aften for Schweiz, og jeg håber på at kunne skabe endnu flere gode minder fra det her stadion i aften.
Video: 5 TOPICS med Kevin Mbabu
Dengang foregik det foran 22.642 tilskuere, men forventningerne lyder på mere end 40.000 på lægterne torsdag aften.
– Der var en masse lokale dengang, faktisk. Men selvfølgelig en masse franske også. Den ene side af målet var helt blå, og atmosfæren var intens. At vi fik skabt den magiske aften var stort, og det gør bare, at jeg ser endnu mere frem til at spille her igen, mindes Kevin Mbabu.
Kunsten i at lægge kampe bag sig
Humøret og troen på tingene er intakte hos den 29-årige højreback med masser af store kampe på CV’et.
– Humøret er bedre. Selvfølgelig er vi nødt til at vise det på banen, men resultatet i weekenden er bag os nu. Vi ser frem til de sidste kampe før landsholdspausen, først mod FCSB. De har et godt hold, det bliver en svær udfordring, men hvis vi bringer noget af det, vi har vist indtil videre i sæsonen, har vi en god chance.
Søndag var ikke første gang, at Kevin Mbabu i sin fodboldkarriere kunne kigge op på resultattavlen med en tung grimasse. Sådan er det med knap 100 kampe på CV’et i den notorisk målrige Bundesliga. Her tæller blandt andet nederlag til Bayern München og Borussia Dortmund på henholdsvis 4-0 og 6-1.
– Jeg har lært hurtigt at lægge det bag mig. Så snart jeg var hjemme efter kampen i søndags, slog jeg hovedet fra. Jeg gik en lang tur med mine hunde, og det hjalp mig med at tømme hovedet. Fra mandag var jeg på igen med et klart sind. Selvfølgelig er vi nødt til at se på de fejl, vi lavede, men det er gjort nu, og vi ser frem til i aften.
– Det bliver en nøglekamp i forhold til at finde ud af, om vi skal kæmpe om de øverste otte pladser i ligaen eller placeringerne derefter – særligt med tanke på, at vi møder Frankfurt og FC Porto de næste gange. Det bliver vigtigt at sikre tre point i morgen, så vi kan gå ind til de næste europæiske kampe med masser af selvtillid og en høj plads i tabellen, siger Mbabu.
Der er kickoff kl. 18.45 dansk tid. Opgøret kan ses direkte på Disney+ eller følges i tekst og billeder via FCM’s sociale medier.