Med sine knap 400 indbyggere er Roager syd for Ribe ikke ligefrem et sted, hvor man gemmer sig i menneskemasserne. Derfor stod det ret hurtigt klart, at Christian Bøje Jørgensen havde et fodboldtalent ud over det sædvanlige, hvilket han demonstrerede i Kvik 70, Hviding IF og senest Esbjerg fB.
Hovedpersonen fortæller, at han stod over for et stort valg.
– Det var en svær beslutning, for jeg havde været rigtig glad for at være i EfB, fortæller Christian Jørgensen, der uddyber, hvorfor valget faldt på FCM.
– Det skyldtes hele setuppet omkring talentholdene. Jeg havde været ude og se Akademiet og vidste, at der var gode faciliteter, dygtige trænere og masser af baner at træne på, fortæller den unge midtbanespiller.
At starte på idrætsefterskole og i FCM har ikke været så stor en omvæltning, mener han.
– Jeg var faktisk flyttet hjemmefra allerede dengang, jeg spillede i EfB, så det har egentlig været meget nemt, synes jeg. Der bliver stillet krav til os her, men samtidig er der også mange ting, der bliver lagt til rette for os, så vi kan koncentrere os om fodbolden og skolearbejdet, fortæller han om starten på sin FCM-tid.
Er blevet matchet opad
På banen spiller Christian Jørgensen på den centrale midtbane – enten som otter eller sekser, og han nævner landsholdets Pierre Emil Højbjerg, som en spiller, han spejler sig i.
Da han skal beskrive sine stærke sider, nævner han en stor løbevilje, fart i benene og et godt overblik og peger selv på den tekniske del af spillet – vendinger og førsteberøringer, som det, han først og fremmest skal forbedre i den kommende tid.
Flemming Broe hæfter sig ved mange af de samme styrker og forbedringspunkter som Christian selv:
– Christian er meget stærk i duellerne og god 1 mod 1 i det defensive. Han er også en spiller med en stor arbejdsradius, og det er med til at gøre ham til et stort aktiv i presspillet, lyder hans vurdering af Jørgensen.
FCM’s akademichef peger også på et andet træk, der sprang ham i øjnene ved Christian Jørgensen:
– Han har i flere år spillet med og mod spillere fra ældre årgange end ham selv. Det siger selvfølgelig noget om hans niveau, men også at han er en spiller, der er mentalt stærk og har haft en god læringskurve, bemærker Broe.
Til sommer flytter Christian Jørgensen ind på Akademiet, og han har allerede sat sig en række mål for den kommende sæson.
– Jeg vil lægge mig i selen for at blive fast mand på U17-holdet fra næste år, og jeg håber også at få debut på U16-landsholdet, lyder det fra Christian Jørgensen, der allerede i efteråret fik sin debut i U17 Ligaen som blot 14-årig.
God vind herfra, Christian – og velkommen på Akademiet.