Akademiet

Midtugekamp til U17

Optakt: Et skadesramt FCM U17 skal op mod et offensivt indstillet Vejle-hold.

29/09/20
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Onsdag aften skal FCM U17 i aktion for femte gang, og ligesom “storebrødrene” på U19-holdet kan U17-spillerne fortsat bryste sig af at være ubesejrede.

Den status skal opretholdes i en udekamp mod Vejle, der endnu har deres første point til gode – lidt misvisende ifølge cheftræner Claus Therkildsen, der har gennemset kampoptagelserne fra østjydernes kampe:

– Vejles resultater beskriver ikke helt deres præstationer i kampene. Nu har jeg set deres seneste kamp mod SønderjyskE og den bør de i hvert fald ikke tabe med 6-2, hvis jeg ser på spil og chancer. Det er et hold, der spiller frisk til, og jeg forventer det bliver en ny, åben kamp med en masse en-mod-en dueller, hvor spillerne i høj grad får lov at stå på egne ben. Det passer os fint, fortæller Claus Therkildsen.

Cheftræneren nævner derudover Vejle som en modstander der skiller sig ud, i kraft af, at de som et af få hold i rækken spiller 3-4-3.

Hos FCM U17 har man sædvanen tro sagt farvel til halvdelen af holdet og “goddag” til en stribe førsteårsspillere. Den proces er indtil videre gået godt, de nyoprykkede har fysisk godt kunnet være med, og har også kunnet håndtere springet til at spille 90-minutters kampe. Ifølge Claus Therkildsen er de nu der, hvor de i stadig større grad begynder at kunne gøre en forskel i kampene.

Det bliver der også brug for, for FCM U17 er desværre ramt af en hel del skader – således må trænerteamet pt. se bort fra en “god håndfuld” spillere, der under andre omstændigheder, ville være inde omkring startopstillingen.

Der er kampstart på VB Parken onsdag aften kl. 18.30. Kampen ventes spillet på kunstgræs.