Førsteholdet

Mikael Anderson solgt til AGF

Den 23-årige islandske midtbanespiller fortsætter karrieren i AGF, som han skifter til på en permanent aftale.

01/09/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Efter 80 kampe med fem mål og seks oplæg til følge i FCM-trøjen rykker Mikael Anderson videre i karrieren. Den islandske midtbanespiller er blevet solgt til AGF.

Sportschef Svend Graversen peger på det økonomiske aspekt i forbindelse med transferen.

– Vi har fået en økonomisk god aftale med AGF, og det er derfor, vi har valgt at sælge Mikael nu. Han har ikke helt formået at bide sig fast i startopstillingen i den seneste periode, men han forlader stadig klubben med 80 kampe og et dansk mesterskab med os, siger sportschef Svend Graversen, som ønsker Mikael Anderson god vind fremover:

– Vi takker Mikael for tiden i FCM og ønsker ham held og lykke i sin fortsatte karriere.

Mikael Anderson har været i FC Midtjylland siden 2013, hvor han begyndte på akademiet. Her blev det til flere DM-titler på ungdomsniveau og kampe i klubbens første Youth League-deltagelse.

Tilbage i efteråret 2016 fik han debut på FCM’s førstehold, inden han tog to sæsoner på udleje i henholdsvis Vendsyssel og Excelsior. Siden sommeren 2019 har den tidligere akademist spillet størstedelen af de 80 førsteholdskampe, som han er noteret for i FC Midtjylland.

Nu rykker islændingen østpå til AGF. Mikael Anderson kan møde sine gamle holdkammerater, når aarhusianerne gæster MCH Arena den 3. oktober.

FC Midtjylland takker Mikael Anderson for indsatsen og ønsker ham alt det bedste fremover.