Førsteholdet

Modstand fra enten Luxembourg eller Kosovo i Conference League

FC Midtjylland skal møde enten FC Progrès Niederkorn fra Luxembourg eller SC Gjilani fra Kosovo i 2. runde af Conference League-kvalifikationen.

21/06/23
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

Onsdag eftermiddag blev der trukket lod til 2. runde af Conference League-kvalifikationen.

Her kom FC Midtjylland op af bowlen sammen med FC Progrès Niederkorn og SC Gjilani, der møder hinanden i 1. kvalifikationsrunde.

FC Progrès Niederkorn blev i den seneste sæson nummer to i den luxembourgske liga, mens SC Gjilani endte på tredjepladsen i Kosovos bedste fodboldrække. De to hold møder nu hinanden i to opgør henholdsvis den 13. og 20. juli, hvor vinderen altså efterfølgende står overfor FCM i 2. kvalifikationsrunde.

Opgørene mod FC Progrès Niederkorn/SC Gjilani afvikles torsdag den 27. juli på MCH Arena med returkamp på udebane torsdag den 3. august.

Vinderen går videre til 3. runde i Conference League-kvalifikationen og er derfra to samlede sejre fra deltagelse i et europæisk gruppespil. Taberen ryger derimod helt ud af europæisk fodbold for 23/24-sæsonen.

Overblik: Vejen til Europa

Kamptidspunkter

FC Midtjylland – FC Progrès Niederkorn/SC Gjilani: Torsdag den 27. juli
FC Progrès Niederkorn/SC Gjilani – FC Midtjylland: Torsdag den 3. august

Info om billetter og visning på TV følger.