Førsteholdet

Mourinho i karantæne – assistenten tog ordet på onsdagens pressemøde

I karantæneramte José Mourinhos fravær mødte Fenerbahçe-assistent Salvatore Foti onsdag aften pressen. Få seneste nyt fra den tyrkiske lejr her.

30/01/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjyllands pressemøde fandt sted kl. 12.30 onsdag middag. Fem timer senere – kl. 17.30 – var det så gæsternes tur til at svare på den fremmødte presses spørgsmål.

Alt fra midtjydernes pressemøde

De, der havde håbet at se den tidligere Real Madrid-, Manchester United-, Chelsea-, Tottenham-, Inter- og Roma-cheftræner, José Mourinho, på podiet, måtte gå skuffet hjem. Portugiseren er i karantæne til aftenens kamp, og af den grund var det assistenten, italienske Salvatore Foti, der tog ordet.

– Der er ingen nemme kampe i Europa, og igen venter en afgørende kamp for at komme videre til næste stadie af turneringen. Vi har nogle skadede spillere og nogle, som ikke er registreret, men vi ved, at dem, vi har, vil gøre alt for at gå videre, indledte Salvatore Foti, som også var en del af Mourinhos trænerstab i AS Roma i en toårig periode.

Salvatore Foti henviste i ovenstående citat blandt andet til de tre nyerhvervelser, Milan Škriniar, Diego Carlos og Talisca (hentet i henholdsvis PSG, Aston Villa og Al-Nassr, red.), som ikke er spilleberettiget, mens førstekeeper Dominik Livaković er skadet, og midtbaneprofil Sofyan Amrabat har karantæne.

Fenerbahçe står noteret for ni point i ligafasen og en aktuel 23. plads. Undervejs i turneringen har tyrkerne blandt andet spillet uafgjort hjemme mod Manchester United og slået Slavia Prag på udebane.

– Uafgjort kan vise sig at være nok, men vi går ind til kampen for at vinde, sagde Salvatore Foti om tyrkernes situation.

Sidst, svarede assistenten på, hvorvidt cheftræner José Mourinho vil være at finde på MCH Arena torsdag aften.

– Ja, selvfølgelig er vores træner med. Hvor han kommer til at se kampen fra, ved vi ikke, men vi skal nok finde et godt sted til ham på stadion, ligesom vi har gjort i de andre kampe, han har været suspenderet.

Udover Salvatore Foti var også den 19-årige forsvarsspiller, Yusuf Akcicek, til rådighed for spørgsmål.