Akademiet

Musiliu fra FC Ebedei skifter til FC Midtjylland

Den 18-årige nigerianske angriber, Musiliu Olayinka Odekunle, kommer fra klubbens strategiske samarbejdspartner i Nigeria, FC Ebedei. Han får sin daglige gang på det midtjyske akademi.

06/07/24
Jesper Hvid
Foto: Augustine Akena

Den fysisk stærke angriber, Musiliu Olayinka Odekunle, skifter til FC Midtjylland, hvor han bliver en del af akademiet.

– Jeg kommer med en ambition om at udvikle mig som spiller og bygge på mine færdigheder. Mit mål er hele tiden at blive en endnu bedre fodboldspiller. Jeg ser frem til at kunne udvikle mig i de fantastiske rammer i FC Midtjylland, udtaler Musiliu Olayinka Odekunle, der i klubben kaldes ved fornavnet “Musiliu”.

Den 18-årige angriber kommer til FCM fra klubbens strategiske samarbejdspartner i Nigeria, FC Ebedei. Samarbejdet har gennem årene sat sit præg i det midtjyske med topspillere som Sylvester Igboun, Paul Onuachu, Frank Onyeka og Raphael Onyedika.

– I min tid i Nigeria har jeg spillet sammen med spillere, der har taget turen til FC Midtjylland, og jeg glæder mig til at følge i deres fodspor. På akademiet er jeg gode venner med James (Inyere Arinze, red.), som har hjulpet mig, efter jeg er kommet til Danmark. Han er god til at hjælpe, for eksempel til træning, men også udenfor banen.

FC Midtjylland skriver under med James Arinze fra FC Ebedei

En rigtig 9’er

FCM’s ansvarlige for samarbejdet med FC Ebedei, Jonas Dal, fortæller om en angriber, som er i stand til at være der, hvor kampene afgøres.

– Musiliu er en typisk 9’er. Han er angriber og dygtig til at spille med ryggen mod målet. Han er god til at holde i bolden og kan benyttes som et opspilspunkt i det offensive spil. Musiliu har en stærk fysisk “presence”, som gør ham svær at håndtere for forsvarsspillere. Derudover er positionering i feltet også en af hans styrker og et element i hans spil, vi forsøger at forfine endnu mere.

– Musilius kompetencer peger i retning af en angriber, der er i stand til at score mål. Han er ikke blot en fysisk spiller, men også en målscorer. Han er en dygtig angriber, og vi skal sørge for at give ham redskaberne og rammerne til at kunne præstere, fortæller Jonas Dal.

Jonas Dal om indsatsen i Nigeria og samarbejdet med FC Ebedei

Den tidligere 3F Superliga-træner sætter også ord på overgangen fra Nigeria til Danmark, som er noget, klubben har erfaring med at få til at lykkes.

– Det er klart, at der er en overgang fra at komme fra Nigeria til Danmark, men vi har stor erfaring med at få nye spillere til at føle sig hjemme, og jeg er sikker på, at det også bliver tilfældet med Musiliu.

– Musiliu kommer ind på akademiet og er tiltænkt en rolle i U19-truppen. Her skal han gøre alt, hvad han kan, for at få kontinuerlig spilletid og udvikle sig som spiller. Det er det næste skridt for Musiliu. Han skal vise, at han er i stand til at score mål på U19-niveau, siger Jonas Dal.

Musiliu og resten af U19-holdet begynder deres forberedelser til den nye sæson i uge 29.