Tirsdag middag spillede FCM sin første kamp i det nye reserveligaformat, Future Cup. Modstanderen var AaB på klubbens træningsanlæg i Aalborg.
Værterne havde allerede spillet en kamp i årets reserveturnering, hvor aalborgenserne vandt 2-1 over Randers FC. For FCM var der på anderledes vis tale om den første smagsprøve på Future Cup.
Stik mod spil og chancer måtte FCM tage til takke med et 2-1-nederlag i en kamp, hvor 17-årige Valdemar Byskov scorede midtjydernes mål. Den ene scoring var ikke nok til at få point med hjem fra Aalborg, hvor Fisnik Isaki og Milan Makaric stod for AaB’s mål.
Henrik Jensen: Spillerne leverer en fin kamp
3F Superliga-holdets assistenttræner, Henrik Jensen, styrede FCM-tropperne tirsdag middag. Han så en godkendt præstation, men ærgrer sig over antallet af brændte chancer.
– Præstationen var langt henad vejen rigtig fin. Det var et opgør med høj intensitet og godt tempo fra begge hold. Spillerne leverer en fin kamp, og jeg synes, vi bringer den energi, der skal til. I de her kampe er det spillere, som kommer fra forskellige hold, og jeg synes, vi fik bragt dem sammen på en god måde.
– Vi ville selvfølgelig gerne have vundet, og vi er ærgerlige over at tabe i en tæt og lige kamp. Jeg synes godt, vi kan tillade os at være skuffede over antallet af chancer, vi brænder undervejs, siger Henrik Jensen og fortsætter:
– Det er helt afgørende, at vores unge akademispillere får en forsmag på, hvad seniorfodbolden handler om. De her kampe i Future Cup er en rigtig god mulighed for det, fordi de både spiller sammen med og over for seniorspillere i kampe med høj intensitet.
Kampen minut for minut
FCM indledte på komfortabel vis, da U19-angriberen Julius Voldby fik en friløber på en stikning fra Valdemar Byskov. Den 17-årige frontangriber blev tacklet i sidste sekund og måtte tage til takke med et hjørnespark.
Kort tid efter brændte Andreas Nibe en stor chance, da den boldstærke midtbanespiller sendte et skud over mål fra en fri position i feltet. Chancen opstod efter flot forarbejde af Valdemar Byskov og Oliver Sørensen.
AaB fik også lov til at snuse til gæsternes mål, da Anosike Ementa mellem venner og fjender tilkæmpede sig en chance i det midtjyske felt. FCM-målmand Mark Ugboh var dog vågen og parerede sparket på sikker vis.
Efter 34 minutter bragte Valdemar Byskov FCM i front. Den 17-årige offensivspiller, som i den forgangne uge debuterede på førsteholdet mod S.S. Lazio, opsnappede en løs bold i AaB-feltet, før han udplacerede Theo Sander i aalborgensernes mål.
Før pausefløjt var Oliver Sørensen tæt på at brage bolden i mål med et skud fra distancen. Desværre for gæsterne sad sparket få centimeter for yderligt og strøg forbi højre stolpe.
Stik mod spil og chancer fik AaB udlignet før pause. På mærkværdig vis ramte bolden lidt tilfældigt Fisnik Isaki, hvorefter den strøg forbi FCM’s forsvarskæde og ind bag 18-årige Mark Ugboh til 1-1.
FCM kom dårligt ud til 2. halvleg, da et AaB-indlæg fandt Milan Makaric. Den serbiske boksspiller first-timede bolden i nettet bag Mark Ugboh.
Midtjyderne havde et par gode muligheder efter pausen, men antallet af chancer var på et minimum sammenlignet med kampens første 45 minutter. Undervejs foretog FCM et par udskiftninger, så U19-talenterne Sander Evjen-Brostrøm, Jonathan Lind, Adam Andersen, Malthe Bøndergaard og Jamiu Olaide Musbaudeen alle fik spilminutter.
Kort før slutfløjt var FCM tæt på at udligne, da indskiftede Sander Evjen-Brostrøm lagde en bold tilbage til Oliver Sørensen, hvis afslutning endte på overliggeren.
AaB – FC Midtjylland 2-1 (1-1)
34′ 0-1 Valdemar Byskov Andreasen
45′ 1-1 Fisnik Isaki
50′ 2-1 Milan Makaric
Start XI (4-3-3): Mark Ugboh, Mads Døhr Thychosen, Stefan Gartenmann, Juninho, Rasmus Kristiansen, Chris Kouakou, Oliver Sørensen, Charles, Andreas Nibe, Julius Voldby, Valdemar Byskov.
Bænken: Nicholas Beetson, Adam Andersen, Malthe Bøndergaard, Sander Evjen-Brostrøm, Jamiu Olaide Musbaudeen, Jonathan Lind.