FC Midtjylland har taget forberedelserne frem mod forårssæsonen sydpå, hvor Algarvekysten i Portugal nok en gang danner lokation for knap to ugers træningslejr.
Nedenfor sætter cheftræner Thomas Thomasberg ord på de første indtryk, træningslejrens fokusområder, testkampen mod FC Salzburg og meget mere.
Godkendt vejr og forhold
– Det er dejligt at komme herned, hvor der er super godt vejr. Solen skinner, og man kan være i shorts og kortærmet. Vi er kun lige ankommet og kommet ud på normalt græs for første gang i det nye år, og det skal vi selvfølgelig vænne os til, fordi det er nogle lidt andre forhold end på kunsten i Ikast Stadome.
– Alt i alt ser det rigtig fint ud, og vi er glade for også at have haft mulighed for også at træne på rejsedagen, siger Thomas Thomasberg.
Forskellige fokuspunkter
– Vi skal spille i Bulgarien om halvanden uge, så vi skal igennem mange ting, og vi kommer til at guide og vejlede spillerne en masse. Vi skal blive endnu dygtigere i vores presspil og genpres, som skal være en af vores styrker med den agressivitet og det DNA, vi gerne vil spille med.
Sådan bærer førsteholdet sig ad i en ny og anderledes opstart
– Vi skal prøve noget nyt, som vi ikke har været ude i før (at spille betydende kamp i midt januar, red.). Vi kører det som en opstart velvidende, at der kommer et lille afbræk efterfølgende, som vi skal tage hensyn til. Der er begrænset tid til, at vi skal stå der, så det er vigtigt, at vi både får det fysiske og fodboldmæssige på plads.
Testkamp mod FC Salzburg
– Der er måske nogle, der får et kvarter ekstra, men ellers gør vi det ikke meget anderledes, end vi plejer. Der venter nogle vigtige minutter mod en rigtig dygtig modstander, der også skal i aktion tidligt, fordi de er med i Champions League. Vi kommer til at fordele minutterne alt efter, hvad truppen er i stand til, og der er nogle, som skal spille lidt færre minutter og andre lidt flere minutter.
– Samtidig prøver vi i løbet af træningerne at lægge noget endnu mere kamprelateret ind. I fredags, inden vi skulle afsted, spillede vi knap 45 minutters kamp internt, og det er vigtigt, at vi i sådanne sekvenser får prøvet nogle af de ting, vi gerne vil bringe, når det gælder for alvor.
Aktuel status
– Jeg synes, vi står et fint sted. I samtlige træninger har der været god intensitet og tænding. Kvaliteten har også været høj, og selvom der altid er ting, man lige skal i gang med, synes jeg, vi står et godt sted. Det virker til, at folk er klar over, at den første betydende kamp ligger lidt tidligere end normalt, lyder det afsluttende.
Der venter nu to dage yderligere på træningsbanen, inden østrigske FC Salzburg er modstanderen i en testkamp den 15. januar kl. 16.00 dansk tid. Information om mulighed for streaming følger i nærmeste fremtid.