Førsteholdet

Nedslagspunkter fra pressemødet

Thomas Thomasberg og Adam Buksa mødte mandag pressen forud for morgendagens udekamp mod Ferencvaros i Champions League-kvalifikationen.

12/08/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Tirsdag krydser FC Midtjylland og Ferencvaros klinger i den ungarske hovedstad, Budapest.

Efter en vellykket rejsedag trænede holdet her til aften på morgendagens kampbane i Groupama Arena, men forinden da talte Thomas Thomasberg og Adam Buksa med de fremmødte medier under et pressemøde.

– Vi er her for at vinde kampen. Muligheden for at spille Champions League er en af grundene til, at jeg skiftede til FC Midtjylland.

– Vi er godt på vej til at slå Ferencvaros, men vi er kun halvvejs, så vi er nødt til at præstere mindst lige så godt, som vi gjorde sidst, for at gå videre. Vi kunne have scoret flere mål hjemme, men alt i alt var jeg stolt af drengene, som leverede en virkelig god kamp.

– Men det er bag os nu, og det eneste, der tæller, er i morgen, som bliver en anden kamp på en svær udebane.

– Personligt har jeg det godt fysisk og føler mig klar til at spille i morgen, sagde den polske angriber, som scorede det første mål i 2-0’eren på MCH Arena for en uge siden.

Thomasberg: Vi skal angribe dem

Selvom FCM er rejst til Ungarn med en 2-0-føring i bagagen, er man bevidst om, at føringen ikke blot kan forsvares hjem.

– Vi har en chance for at komme videre til næste runde i Champions League, og vi behøver ikke påtale kampens vigtighed for nogen. Vi glæder os til at fortsætte det her tætte program, som vi er kommet godt igennem indtil nu. Nu håber vi, det fortsætter august måned ud.

– Det er ingen hemmelighed, at vi har en klar spillestil, som vi også kommer med i morgen. Selvfølgelig er der forskel på at spille hjemme og ude, men vi har planer om at gøre meget af det samme igen.

– Vi forventer en modstander, der vil angribe os fra start, det er naturligt, når de er bagud med to. Men en af nøglerne bliver, at vi også skal angribe dem og gerne score. Mind-settet skal altid være at vinde kampen, og så kan det være, det ændrer sig, når vi nærmer os kampens afslutning, sagde Thomas Thomasberg, der afsluttede med en bemærkning om den hektiske kulisse, som venter:

– Der venter en god atmosfære, og det er noget, vi ser frem til at blive en del af og bruge som motivation. Sidste sæson var vi i Polen (Legia Warszawa, red.), og den erfaring kan vi gøre brug af.