Førsteholdet

Nicolas Madsen udlejes til Heerenveen

Den unge midtbanespiller skal tage det næste skridt i sin udvikling gennem et lejeophold i hollandske Heerenveen i resten af sæsonen.

31/08/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

I den resterende del af sæson 21/22 skal 21-årige Nicolas Madsen tørne ud i Æresdivisionen i Holland. Midtbanespilleren skifter til SC Heerenveen på en lejeaftale, som løber sæsonen ud.

Sportschef Svend Graversen ser frem til at følge midtbanetalentet i det hollandske.

– Det er det helt rigtige for Nicolas at tage på leje i Æresdivisionen, hvor han kan udvikle sig yderligere ved at spille kontinuerligt mod en masse gode modstandere, og Heerenveen er en god klub at komme til, fortæller Svend Graversen.

– Der er pt. stor konkurrence på midtbanen hos os, men vi tror og håber på, at Nicolas kan tage det næste skridt og komme tilbage til os på et endnu højere niveau med en forhåbentligt god sæson i Holland i bagagen. Vi glæder os til at følge med i hans udvikling, uddyber sportschefen.

Nicolas Madsen kom til FC Midtjylland fra Næsby i 2015 og udmærkede sig hurtigt på U17-holdet og dernæst på U19, hvor midtbanetalentet var en bærende profil i to mesterskabssæsoner og i Youth League. Her nåede de ældste akademister til kvartfinalen som det første danske hold i historien – endda to sæsoner i træk.

I 2018 debuterede midtbanespilleren på førsteholdet i en pokalkamp mod Dalum. Siden har Madsen spillet 41 kampe i FCM-trøjen. Nu venter der altså hollandsk græs under støvlerne i Heerenveen, som blev nummer 12 i den hollandske liga.

Den centrale midtbanespiller har kontrakt med FCM til sommeren 2024, og lejeaftalen i Heerenveen løber indtil den 30. juni 2022.

Nicolas Madsen er pt. afsted med U21-landsholdet, og han tilslutter sig Heerenveen efter landskampsperioden.

FC Midtjylland ønsker Nicolas Madsen held og lykke med lejeopholdet i Holland.