FC Midtjylland har ansat 31-årige Niklas Virtanen fra Finland, der kommer fra en central rolle på HJK Helsinkis førstehold og akademi. Derudover har han været konsulent for det finske fodboldforbund.
Selv ser Niklas Virtanen frem til at komme i gang med forberedelserne til den nye sæson.
– Jeg er glad for at være kommet til FC Midtjylland, og glæder mig til at komme i gang med at gøre truppen klar til den nye sæson. Efter sidste års flotte mesterskab ser jeg frem til at komme til en klub med store sportslige ambitioner, og jeg ser frem til at bidrage til at fortsætte klubbens udvikling, udtaler Niklas Virtanen.
– Midtjyllands mentalitet er meget tiltalende. Jeg ser frem til at blive en del af en klub, der sigter højt. Det ambitiøse projekt afspejles i klubbens faciliteter, som virkelig har imponeret mig. Jeg har også talt med den tidligere spiller Markus Halsti, der talte varmt om klubben og fremhævede den familieånd, der er i klubben. Den følelse har jeg allerede mærket, tilføjer Niklas Virtanen.
I dagligdagen skal den nye Sports Scientist være med til at monitorere og analysere spillernes fysiske forfatning, og han vil være til stede på både træningsbanen og bænken til kampe. Derudover har Niklas Virtanen stor erfaring med Catapult, som FCM benytter sig af til at monitorere spillerne.
Farvel til Thijs Tummers
I samme ombæring siger FCM farvel til hollandske Thijs Tummers, der havde rollen som Head of Sports Science i klubben.
Thijs Tummers kom til klubben som praktikant i 2020, og er siden da blevet forfremmet til en rolle som Head of Sports Science. Selv ser han tilbage på rejsen med stor glæde.
– Jeg ser tilbage på en fantastisk tid i Midtjylland. Jeg tog på et arbejdsmæssigt eventyr tilbage i 2020 med en drøm om at arbejde i fodboldverdenen, og blev modtaget med åbne arme af hele klubben. Det var en omvæltning for mig, men jeg fandt mig hurtigt til rette, som også betød, at jeg havde mulighed for at fokusere på at lære og udvikle mig, siger Thijs Tummers.
– Jeg vil gerne takke klubben for en fantastisk tid. Det har været en fornøjelse at være en del af FCM-familien, og jeg sætter pris på de gode tider, jeg har haft de sidste fire år. Det har været en drøm at kunne tage rejsen fra praktikant til den rolle jeg har i dag, og jeg vil gerne takke klubben for den tillid de har givet mig, udtaler Thijs Tummers.
Thijs Tummers tager tilbage til hjemlandet i Holland, hvor han bliver en del af staben i Eredivisie-klubben FC Utrecht. Vi takker Thijs for hans tid i klubben, og ønsker ham alt held og lykke i fremtiden.