Klubben

Ny sportslig målsætning: Top 50 i Europa

FC Midtjyllands nye sportslige målsætning er at blive blandt de 50 bedste klubber i Europa. Bliv klogere på den målsætning, og hvordan den skal indfries.

06/06/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

– Den, der opgiver at blive bedre, ophører med at være god.

Det motto har præget FC Midtjylland på og udenfor banen i mange år. Det er også ud fra den devise, at klubbens nye sportslige målsætning er blevet til.

Som en del af Vision 2025 er det ambitionen, at FC Midtjylland skal blive en top 50-klub i Europa.

Det måles ud fra UEFA’s egen rangliste af de europæiske klubber. Rangeringen er baseret på klubbernes præstationer i europæiske turneringer over de seneste fem år.

Her er FCM lige nu placeret som nummer 113, så den nye målsætning er ambitiøs.

– Selvfølgelig er det en høj overligger. Det vil jo være mærkeligt, hvis vi ikke hævede overliggeren i Midtjylland, lyder det fra administrerende direktør Claus Steinlein på fredagens pressemøde på MCH Arena.

For at leve op til den nye målsætning kræver det kontinuerlig deltagelse og gode præstationer i de europæiske gruppespil.

– Det ligger i vores plan, at vi vil spille med i toppen af dansk fodbold hvert eneste år og være en del af Europa hvert eneste år, siger Claus Steinlein og fortsætter:

– Det er det her, vi skal drømme. Det er det, vi skal tro på. Tror vi nok på det, og arbejder vi nok for det, kan vi lykkes og udrette noget stort.

Top 50-målsætningen er ambitiøs, men hvad er det så for nogle klubber, FCM skal måle sig med?

Indenfor top 50 ligger både Slavia Prag (35) og Young Boys (42), som FC Midtjylland slog ud i Champions League-kvalifikationen sidste sommer.

Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen kalder den nye målsætning ambitiøs, men også realistisk.

– Når vi lavede beregninger på koefficienter, virkede top 50 ambitiøst, men også indenfor det realistiske. Det kræver, at vi stort set rammer et gruppespil hvert år, lyder det fra Rasmus Ankersen.

Vejen til at nå målsætningen

For at kunne leve op til den nye sportslige målsætning, er der som bekendt blevet præsenteret en række byggeprojekter, som skal forbedre faciliteterne for spillere, stab, talentudvikling, kommercielle interesser og fans.

De er forudsætningen for, at FC Midtjylland kan tage det næste skridt og dermed bevæge sig op på UEFA’s rangliste.

Investeringen fra HEARTLAND skal altså ikke bruges på en håndfuld nye spillere, men det skal skabe et fundament for sportslig udvikling over tid.

– Det har ingen indflydelse på det kommende transfervindue. Investeringen går primært til hele infrastrukturen i klubben med forbedrede faciliteter. Det er det lange seje træk, så på den måde vil det forhåbentligt betyde, at vi over tid kan blive en bedre fodboldklub og virksomhed og dermed stå stærkere på transfermarkedet, lyder det fra Claus Steinlein.

Det fundament skal være med til at øge spillebudgettet i de kommende sæsoner.

– Alt, hvad vi gør, peger jo ind i at skabe et større spillerbudget. Hvis vi har succes i Europa, øger det spillerbudgettet, sælger vi en spiller for et stort beløb, øger det budgettet, og sådan er det også med de kommercielle indtægter. Øger vi indtjeningen, giver det os muligheden for at løfte spillerbudgettet, og alle undersøgelser viser jo, at 75-85 procent af forklaringen på sportslige resultater handler om de penge, man kan putte i førsteholdstruppen, understreger Claus Steinlein, som uddyber:

– Vi skal nok øge det med 25-30 procent i løbet af de næste år. Siden Matthew kom ind, har vi øget det med over 100 procent. Det er den rejse, vi fortsætter på. At vi hele tiden skal løfte det hele en lille smule.

Ny ejerstruktur: – Det perfekte match

Bliv klogere på hele Vision 2025 på vores hjemmeside, hvor du blandt andet kan se animationsvideoer af de nye byggeprojekter og læse mere om målsætningerne i FC Midtjylland.

Læs om Vision 2025