Akademiet er gået på en velfortjent juleferie.
Her overvintrer de forsvarende U19-mestre tre point fra 1. pladsen i landets bedste ungdomsrække, mens man er videre til 1/16-finalerne i ungdommens Champions League, UEFA Youth League.
Efter årsskiftet skal de ældste talenter have ny chef- og assistenttræner, idet Allan K. Jepsen og Morten ‘Duncan’ Rasmussen forleden blev udnævnt som henholdsvis First Team Coach og assistenttræner på 3F Superliga-holdet.
– Først og fremmest er vi på akademiet stolte over, at Allan og ‘Duncan’ kommer op i Superliga-staben. Som akademi ved man, at det handler om at udvikle de bedste spillere, men også de bedste trænere, og vi ser enormt positivt på, at miljøet har været med til at udvikle dem til at tage det skridt, siger akademichef Jacob Larsen.
Til at udfylde hullet på U19 er valget faldet på 31-årige Niclas Hansen, som kommer til FC Midtjylland fra en stilling som U19-cheftræner i Vejle Boldklub. Han flankeres af Joachim Møller, der bliver assistenttræner, efter senest at have været Head of Individual Development på U17- og U19-niveau i FCM.
– Det er klart, at det er nogle store sko at skulle efterfølge, og her ser vi Niclas som den helt rigtige profil. Han er en træner, der i en ung alder har haft nogle spændende jobs. Han har været i AaB’s talentudvikling, han har gjort Fortuna Hjørring til danmarksmestre på kvindesiden, og så har han været U19-cheftræner i Vejle.
– Han har altid været dygtig til at udvikle sit spillermateriale. Det individuelle fokus er stort i Midtjylland, og her besidder han en stærk fodboldfaglighed, er god til mennesker og har samtidig vist, at han kan skabe resultater. Selvom han fortsat er ung og talentfuld, har han masser af relevant erfaring, og vi glæder os til at se ham træde ind på U19.
– Joachim er en af dem, der er med til at tegne mange af de nye tanker omkring akademiets spillestil, og der sidder et godt fodboldhoved på ham. Han har tidligere været cheftræner på akademiet, og vi tror på, at de sammen kan videreføre det arbejde, Allan og ‘Duncan’ har gjort fantastisk, kombineret med de nuancer, de selv bringer til bordet.
– Teamet og staben derudover er stadig den samme. Det er positivt, at en så dygtig person som René Andersen (Head of Coaching i FCM, red.) fortsat er tæt på holdet. Han er en kæmpe kulturbærer i klubben, og han er garant for, at U19 bliver ved med at spille med det FCM-udtryk, vi ønsker. Han kommer til at arbejde tæt sammen med trænerteamet her i overgangsfasen, siger Jacob Larsen.
Yderligere rokeringer
Derudover kan U14 også se frem til en ny cheftræner, idet Mikkel Frankoch, som indtil nu har arbejdet som individuel træner i FCM på U13-U15, overtager ansvaret. Til sommer, når U14-drengene bliver U15-spillere, rykker Mikkel Frankoch med videre op og bliver U15-cheftræner.
– Mikkel er en hårdtarbejdende ung træner, som selv har spillet fodbold på højt niveau. Han har brugt en masse tid på at fordybe sig og blive endnu dygtigere fodboldfagligt. Han besidder fornemmelsen som tidligere spiller og har oveni tilllært sig de værktøjer, der derudover kræves, siger Jacob Larsen.
Jacob Nielsen, som hidtil har været cheftræner for U14, bliver sportslig leder af U13-U15-årgangen.
– Jacob har gjort det godt i sin tid som cheftræner, og vi er sikre på, at han som sportslig leder kommer til at løfte U13-U15-miljøet til næste niveau sammen med en masse dygtige folk, slutter Jacob Larsen.