Blot 90 minutter adskiller FC Midtjylland fra den første deltagelse i Champions League-gruppespillet nogensinde. Slaget mod Slavia Prag skal stå på MCH Arenas græstæppe.
Cheftræner Brian Priske lægger ikke skjul på, at det er en vigtig kamp med meget på spil.
– Champions League er det ypperste inden for klubfodbold. Det er en kæmpe kamp, og betydningen er selvfølgelig enorm for alle sammen, lyder det soleklart fra Brian Priske på tirsdagens pressemøde.
FC Midtjyllands gode udgangspunkt i Champions League-kvalifikationen bunder i sejre mod Ludogorets og Young Boys.
Kampen skal angribes
Første opgør i Prag blev til 0-0 i en kamp, hvor FCM med mere skarphed kunne have sat et enkelt mål ind. Indsatsen – især defensivt – var dog eminent, og det spillerne skal præstere igen.
– For os handler det om levere den samme præstation som for en uge siden – og måske lidt ekstra procenter til, bemærker Brian Priske.
0-0-resultatet i sidste uge betyder også, at Slavia Prag med et udebanemål kan bringe sig i en favorabel position. Brian Priske slår dog fast, at reglen om udebanemål ikke spiller ind i FC Midtjyllands taktiske udgangsposition.
– Vi vil gerne forsvare højt og langt væk fra eget mål for at kunne gøre ondt på modstanderen, og det er det samme, vi går ind til denne kamp med. Vi vil ikke forsvare os til et 0-0-resultat og håbe på straffesparkskonkurrence. Vi kommer for at angribe og for at vinde. Det er vores mindset, pointerer cheftræneren.
Verdens bedste dommer
Ligesom kampens betydning er dommeren også af højeste kaliber. Damir Skomina fra Slovenien blev i 2019 kåret som verdens bedste dommer i et år, hvor han blandt andet dømte Champions League-finalen.
Onsdag aften styrer han slagets gang mellem FC Midtjylland og Slavia Prag, hvor han udover sine slovenske linjedommere og fjerdedommer, bliver assisteret af både VAR og mållinjeteknologi. Damir Skomina har desuden stor erfaring med 70 europæiske kampe og tre slutrundedeltagelser. Hans seneste kamp var i sidste uge, da han dømte Super Cuppen mellem Bayern München og Sevilla.
Følg kampen
Du kan se Champions League-kampen mellem FC Midtjylland og Slavia Prag direkte på TV3+ og Viaplay kl. 21.00 med optakt fra en time før kampstart. På FC Midtjyllands Twitter kan du også følge opgøret i tekst.