Akademiet

Optakt: Formstærke U-hold møder AaB

Både U19 og U17 drager til Aalborg med friske sejre i bagagen.

29/04/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

U19: AaB – FC Midtjylland

Lørdag kl. 13.00, AaB’s anlæg, Aalborg

FCM U19 er i forrygende form for tiden, og det er i de seneste runder gået ud over AGF (6-0) og Randers (5-0).

Kenneth Andersen medgiver, at holdet er inde i en god udvikling, og han peger på nogle af de underliggende faktorer:

– Det vigtigste er, at vi fastholder det momentum, vi har – både offensivt og defensivt. Vores seneste kampe har været kendetegnet ved, at spillerne tager rigtig mange offensive løb, og at vi får lagt et hårdt genpres, når vi mister bolden. Det skal vi fortsætte med, og vi skal blive ved med at stille krav til os selv og hinanden, lyder det fra cheftræner Kenneth Andersen.

Sejren mod Randers betyder, at FCM U19 nu er ubesejrede i 12 kampe, og den gode form afspejles i tabellen for U19 Ligaen. Her har FCM’erne hen over foråret vristet sig fri af midterfeltet, og de sort-røde gik med tirsdagens sejr forbi Brøndby og op på ligaens andenplads.

Lørdag venter en udekamp mod AaB, og her vil FCM’erne givetvis være opsatte på revanche. Midtjyderne kom helt skævt ud til sæsonens første møde med nordjyderne og var bagud med 4-0 efter 32 minutters spil, og så var det ren kosmetik, at Andreas Nibe fik reduceret til slutresultatet 1-4. Nordjyderne spillede 3-3 mod Esbjerg i deres seneste kamp og er på 13. pladsen i U19 Ligaen.

Valdemar Andreasen er tilbage efter at have afsonet karantæne mod Randers. Her sad Nicholas Beetson ude med en skade, og det er fortsat usikkert, om det bliver ham eller Mark Ugboh, der vogter målet lørdag. Der er kampstart på AaB’s anlæg på Hornevej kl. 13.00.

U17: AaB – FC Midtjylland

Lørdag kl. 15.15, AaB’s anlæg, Aalborg

Også hos U17-holdet er der grund til optimisme. Det yngste akademihold har vundet deres to seneste opgør. Mod SønderjyskE kom de frem til et væld af afslutninger, mens forsvarsarbejdet haltede en smule. Det blev der rettet op på i seneste runde, hvor AGF blev slået med 2-1 efter en chancefattig kamp.

Så er det ikke bare et spørgsmål om at sætte de gode elementer fra begge kampe sammen til en helstøbt indsats? Jo, til dels. Cheftræner Claus Therkildsen uddyber:

– Jeg synes, vi var helt klar fra start i SønderjyskE, mens vi kom skidt ud imod AGF og måttte slide os ind i kampen, så det er i hvert fald én ting, vi skal tage med os. Jeg håber selvfølgelig, at vi leverer en stærk indsats både offensivt og defensivt, men først og fremmest vil jeg se spillerne give den en over nakken. Vi har kun to kampe i maj, så vi har masser af tid til at komme til kræfter igen, fortæller FCM-træneren.

Sæsonens første indbyrdes møde mellem FCM og AaB endte med en 3-0-sejr til ulvene – blandt andet på to mål af Malte Melin. Therkildsen har dog ikke brugt meget krudt på den kamp i sine forberedelser:

– Der er meget, der har ændret sig siden da. Det var på kunststof, og på lørdag spiller vi på græs. AaB har også skiftet U17-træner og er begyndt at spille på en anden måde. De har ofte tre mand i bagkæden, og det vil jeg også tro, at de har mod os, så alt i alt er det en ny kamp for både dem og os, fortæller han.

AaB U17 er før kampen placeret på 10. pladsen og vandt senest med 2-0 ude over agterlanternen Esbjerg. FCM U17 må fortsat se bort fra skadede Simon Kristiansen (forsvar) og Marcus Nielsen (angreb), men kan glæde sig over, at midtbanespilleren Lasse Overgaard er tilbage og i spil til kamptruppen.