Akademiet

Optakt: Sønderjysk besøg for U19

Lørdag eftermiddag skal FC Midtjyllands U19-hold forsøge at revanchere sidste spillerundes skuffelse, hvor en tomålsføring blev sat over styr i kampens døende minutter mod Vejle.

17/09/21
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjyllands U19-hold satte for anden gang en tomålsføring over styr i denne sæson, da de i sidste spillerunde spillede 4-4 mod Vejle.

Dermed har FC Midtjylland fået en blandet sæsonstart med én sejr, to uafgjorte og et enkelt nederlag i sæsonens første fire kampe. Nu skal FC Midtjylland igen have tre point på kontoen, når de lørdag tager imod SønderjyskE. En kamp, hvor de offensive takter gerne skulle forsætte, mens der skal være forbedringer at spore i den defensive organisation.

I de første fire kampe har der ikke været en finger at sætte på den midtjyske offensiv. Det ældste akademihold er rækkens andet mest scorende hold med et flot gennemsnit på tre mål pr. kamp. De offensive præstationer har også vækket tilfredshed hos den midtjyske cheftræner.

– Der har været meget positivt i vores offensive spil. Vi er et hold med mange angrebsorienterede spillere, og det synes jeg har bidraget positivt til vores chanceskabelse. Og den måde, vi kommer til chancer og mål på, har også været tilfredsstillende, hvor der både er kommet scoringer fra omstillinger, åbent spil og dødboldsituationer, fortæller Kenneth Andersen.

Dog har det været en smule mere haltende i den anden ende af banen. Her har FC Midtjylland lukket 14 mål ind i de første fire kampe – det præcis samme antal som lørdagens gæster, som aktuelt gør de to modstandere til de hold med flest indkasserede mål i årets U19 Liga. Og netop det defensive spil er et aspekt, cheftræner Kenneth Andersen gerne så forbedringer på.

– I de første par kampe har vi lavet nogle personlige fejl, som har kostet nogle mål, og vi har indkasseret nogle mål på omstillinger, og det skal vi have minimeret. Vi skal forbedre os til at forsvare bedre som et hold, da det stadig er for let at score mål mod os. Hvis modstanderen skal komme til store chancer, skal de yde noget ekstraordinært, og det har været for let de første par kampe, fortæller cheftræner Kenneth Andersen.

Med et gennemsnit på 6,5 scoringer i de to mandskabers kampe i indeværende sæson er der derfor lagt op til en vaskeægte målfest, når FC Midtjylland tager imod SønderjyskE. Kampen spilles lørdag den 18. september med kampstart kl. 13.00 på EDC Arena i Ikast, og der er gratis adgang for alle interesserede. Derudover livestreames opgøret gratis her:

U19: FCM – SJE