Kvindefodbold

Optakt til første kamp med Clara Jepsen

Venstrebacken, Clara Jepsen, ser frem mod weekendens kamp mod ASA, Aarhus, der bliver den første betydningsfulde kamp i FCM-trøjen.

09/08/24
Filip Knudsen
Foto: Susan de Klerk

Lørdag kl. 13.00 bliver der for første gang fløjtet en betydningsfuld kamp i gang for FC Midtjylland Kvindefodbold. Modstanderen er ASA, Aarhus, og FCM-truppen har arbejdet målrettet i flere uger for at stå klar netop på lørdag. Det sætter Clara Jepsen, der spiller venstreback for holdet, ord på her.

– Vi har haft en fokuseret opstart, hvor der er været stor koncentration hele vejen rundt, og vi har kæmpet meget for at forbedre de ting, vi kan gøre bedre, fortæller Clara Jepsen.

Hun har ligesom resten af holdet oplevet forandringer i denne sæsonopstart i forhold til andre år, da de nu spiller for FC Midtjylland, og selvom træningsanlægget er det samme som i foråret, kan Clara Jepsen godt mærke forskel.

– Man kan mærke, at med skiftet til FC Midtjylland er der kommet store forventninger. Det følger jo med de høje ambitioner. Jeg synes dog, at man kan mærke, at opbakningen til os er stor, og generelt har vi kunnet mærke en rigtig stor tro på os, og det er jo fedt at få den tiltro, pointerer Clara Jepsen.

Forventningsglæden er stor

Lørdagens kamp er en 1. divisionskamp, og dermed bliver matchningen også skruet et nøk op i forhold til den seneste sæson i 2. division. Det er dog ikke noget, der skræmmer truppen, mener Clara Jepsen.

– Vi skal bare ud at vise os frem, og det glæder vi os til. Der er et stærkt sammenhold i truppen, og selvom vi jo godt ved, at det bliver en hårdere sæson, er vi klar. Vi vandt rigtig mange kampe sidste år, og det tror jeg, man kan tilskrive det gode sammenhold, hvor vi er enormt gode til at hjælpe hinanden, hvis man har brug for det. Vi skal arbejde hårdt sammen, forklarer venstrebacken.

Generelt er det med stor forventningsglæde, Clara Jepsen ser frem mod udekampen i Aarhus, hvor FC Midtjylland Kvindefodbold spiller for første gang.

– Vi skal bare ud at gøre, det vi plejer. Vi har en høj arbejdsmoral på holdet, og det kommer også til at kræve hårdt arbejde af os. ASA har spillet i 1. division sidste år også, og det er da et godt hold, men vi har slået dem før, så det tror jeg også, vi gør på lørdag, og så tager vi jo tre point med hjem. Vi glæder os bare til at trække i FCM-trøjen for første gang sådan helt rigtigt. Nu har vi spillet nogle træningskampe, men det bliver noget helt specielt på lørdag, fastslår Clara Jepsen.

Lørdagens opgør fløjtes i gang kl. 13. på Koncenton Park i Aarhus, men du kan følge med i stillingen her: Stillinger og resultater (dbu.dk)