Førsteholdet

Optakt til topbraget: – Vi skal levere en toppræstation

Kristian Bach Bak glæder sig til søndagens storkamp i Parken og lægger ikke skjul på, at en sejr kræver en stor præstation af holdet.

09/04/22
Jens Risom
Foto: Nicolai Berthelsen

Efter et træningspas på hybridbanen er FC Midtjylland-truppen draget mod København lørdag eftermiddag, hvor de overnatter på hotel forud for søndagens topkamp mod FCK i Parken.

– Det bliver en fantastisk kamp, som vi glæder os helt vildt til. Det er muligvis den største kamp i Danmark, så det bliver jo en fed oplevelse for drengene. Vi skal bare udover stepperne i et fyldt Parken, siger assistenttræner Kristian Bach Bak.

Da FCM slog FCK 1-0 i Parken i september, var der 34.378 tilskuere på plads, hvilket var det højeste antal til en 3F Superliga-kamp siden 2009. Der er lagt op til en ny flot kulisse søndag, hvor mere end 800 FCM-fans i skrivende stund har sikret sin billet til udebaneafsnittet.

– Det har en kæmpe betydning, at vi har så stor en flok medrejsende fans med på udebane. Der er nogle at kigge op på og juble op til. Det giver bare de ekstra procenter, og det er med til at sætte spillerne endnu mere op, lyder det fra Bach Bak.

– Vi har haft mange gode oplevelser, hvor vi har stået og jublet sammen bagefter i Parken. Vi husker alle sejren i september, og vi håber jo, at vi kan give fansene sådan en oplevelse igen.

Dreyer håber på mange midtjyske fans i Parken

Mange offensive strenge at spille på

FCM går ind til søndagens topbrag med to sejre over Silkeborg på stribe. Særligt anden halvleg i mandags bød på masser af offensiv kvalitet, hvor trænerteamet var med til at vende kampen med indskiftningerne af Edward Chilufya og Gustav Isaksen.

– Det har været to lige kampe mod et rigtigt godt hold i Silkeborg. I tre af de fire halvlege har vi virkelig fået sat vores aftryk i forhold til den måde, vi gerne vil spille på. Vi har skabt masser af chancer – specielt i anden halvleg i mandags, pointerer Kristian Bach Bak, som kommer ind på den offensive bredde:

– Det betyder meget, at vi har så mange forskellige offensive typer til pladserne oppe foran. Vi skal være skarpe i at vælge de rigtige brikker. Vi har tidligere savnet bredde i offensiven, men nu har vi bestemt gode muligheder for at kunne ændre kampene gennem vores indskiftninger.

– FCK har også stor bredde – især i offensiven, så på den front er det meget lige. Vi har respekt for FCK og har forberedt os godt på dem, men vi tror på vores muligheder. Vi skal levere en toppræstation for at vinde. Længere er den egentligt ikke, afslutter Bach Bak.

Topbraget sparkes i gang søndag aften kl. 18.00 i Parken. Der er stadig mulighed for at sikre sig sin billet i udebaneafsnittet.

Info: Udebanetur i Parken