For første gang i FC Midtjyllands 21-årige historie er klubben med i playoff-runden i kvalifikationen til Champions League. Det sker, efter Ludogorets og Young Boys på fornem vis er blevet ekspederet ud i de to foregående runder.
Nu venter Slavia Prag fra Tjekkiet, som altså er den sidste forhindring før gruppespillet i den fineste europæiske turnering.
Modsat de tidligere runder i kvalifikationen skal playoff-runden afgøres over to kampe. Reglen om udebanemål er dermed tilbage, når FCM møder Slavia Prag i morgen tirsdag og hjemme onsdag i næste uge.
Hvad kan man forvente af Slavia Prag?
De dobbelte tjekkiske mestre er kommet fint fra land i ligaen, hvor de har hentet ti point i de første fire kampe. De træder direkte ind i playoff-runden i CL-kvalifikationen.
Tomas Danicek er fodboldskribent og følger Slavia Prag tæt.
– De praktiserer et flydende 4-1-4-1-system, som er baseret på højt pres og masser af løb med og uden bold, hvor de gerne vil udnytte kanaler i banen med offensive backs, fortæller Tomas Danicek om Slavia Prags måde at spille fodbold på.
Han fremhæver midtbanespilleren Nicolae Stanciu som en kreativ faktor.
– Stanciu er klart hjernen på bolden i kraft af hans måde at fordele spillet på. Både diagonalt og i banens længderetning er hans afleveringer i særklasse. Også hans sparketeknik fra distancen er af høj kvalitet, lyder det fra den tjekkiske fodboldskribent.
Mange FC Midtjylland-fans husker nok, da vi sidst havde en tjekke i truppen i form af Filip Novak. En stærk forsvarsspiller, der også var en konstant trussel mod modstanderens mål.
Sådan en spiller har Slavia Prag også, hvor deres venstre back ligesom Novak, gerne går med frem og kan afslutte. I den indeværende sæson har Jan Boril scoret to mål i fire kampe, og sidste år scorede han det afgørende mål mod CFR Cluj, der sendte Slavia Prag i CL-gruppespillet.
Tidligere europæiske meritter
Sidste år var Slavia Prag for anden gang i deres historie med i gruppespillet i Champions League, da de blev placeret i dødens gruppe med Barcelona, Borussia Dortmund og Inter.
Sæsonen inden var de i Europa League, hvor de i gruppespillet mødte FC København, inden de gik hele vejen til kvartfinalen. Her blev de besejret af de senere vindere fra Chelsea FC.
Før det skal man tilbage til 2009, hvor Slavia Prag sidst var i et europæisk gruppespil. Det er altså over de seneste par år, at klubben fra den tjekkiske hovedstad har taget et nyt skridt både nationalt og internationalt.
Tomas Danicek fortæller, at forventningen i Tjekkiet er, at Slavia Prag skal gå videre.
– Selvom Young Boys – FC Midtjylland var den lodtrækning, man gerne ville undgå, må Slavia Prag stadig ses som favoritter. Der er stort set ingen svagheder på holdet, og når man tænker på præstationen i Champions League sidste år, er ambitionen at etablere sig som fast inventar på den europæiske scene, pointerer Tomas Danicek.
Nu er det op til FC Midtjylland at sætte en kæp i hjulet på den ambition. Det kræver en stærk indsats, og det viste spillerne senest mod Young Boys, at de er i stand til at levere.
Følg kampen
Det går løs i Prag i morgen tirsdag kl. 21.00 på Sinobo Stadium. Følg opgøret direkte på TV3+ og Viaplay med optakt fra kl. 20.00.