Akademiet

Optakt: U17 melder klar til kongeblåt besøg

U17-holdet skal følge op på midtugens flotte sejr mod AC Horsens, når Lyngby BK lørdag eftermiddag gæster EDC Arena.

05/05/23
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

Blot tre dage efter sejren i det østjyske mod AC Horsens ruller bolden igen lørdag for FC Midtjyllands U17-mandskab, når Lyngby Boldklub kommer på besøg.

Her skal de næstældste akademister finde nogle af de samme takter frem fra klubbernes første møde i indeværende sæson, da FCM tog alle tre point med hjem til heden efter en overbevisende 5-1-sejr i det nordsjællandske. Det er i store træk de samme dyder, som skal iscenesættes igen, hvis weekendens opgør skal kaste tre point af sig, fortæller cheftræner Allan K. Jepsen:

– Vi vil meget gerne prøve at ramme dem på nogle af de samme områder, som vi formåede i det omvendte opgør. Vi skal prøve at sætte vores spillere op i de situationer, hvor de har deres største forcer, mens vi samtidig forsøger at angribe nogle af deres svage punkter. Det handler primært om, at vi skal iscenesætte vores spillere godt både i mellemrummene samt bagrummet.

De unge ulve har haft et hektisk program i de seneste uger, hvor de næstældste akademister har haft en gældende turneringskamp cirka hver tredje dag. Men det må ikke blive en undskyldning for ikke at præstere, fortæller cheftræneren videre.

– Vi har været bekendt med kampprogrammet i lang tid, og har naturligvis doseret spillerne – både i kamp og træning – og været gode til at bruge hele truppen. Nogle har selvfølgelig spillet mere end andre, men forhåbentligt har vi doseret det sådan, at vi stadig har friske spillere i start 11’eren, da det er super vigtigt for vores udtryk.

Kampen spilles lørdag den 6. maj på EDC Arena i Ikast med kampstart kl. 14.00, og der er gratis adgang for alle interesserede. Derudover livestreames opgøret via linket nedenfor.

FCM U17 – LBK U17