Det næstældste akademihold er løbet ind i to nederlag i træk, og derfor er weekendens hjemmekamp mod Randers FC en oplagt mulighed for at komme tilbage i kampen om medaljer.
Mod OB kom sæsonens blot andet nederlag på hjemmebane efter en bemærkelsesværdig slutspurt af fynboerne, der fik vendt et truende 1-0-nederlag til en 1-2-sejr på 12 minutter. Efter landskampspausen fik Esbjerg fB – trods midtjysk dominans – en sejr takket være flot omstillingsspil.
Nu skal midtjyderne tilbage på sporet mod “hestene” fra Randers FC, når de gæster EDC Arena. Kronjyderne har haft et udfordrende 2023, hvor det kun er blevet til en sejr i forårets første seks kampe, mens FCM har hentet tre sejre på fem forsøg.
Allan K. Jepsen: Vi skal fokusere på os selv
Selvom at det midtjyske mandskab ikke har fået point på kontoen i de sidste to foregående kampe, har præstationerne været til mere hvilket gør at troen på egne evner er uændret hos trænerteamet – og forhåbentligt også spillertruppen, fortæller cheftræner Allan K. Jepsen:
– Vi har understreget overfor drengene, at de ikke må begynde at tvivle på sig selv. Vi må ikke gå i panik over de sidste to kampe, idet vi fortsat er et kvalitetshold, hvilket vi faktisk netop også fik bevist i mange sekvenser i de sidste to opgør. Vi har ikke været dygtige nok i nogle afgørende sekvenser, men overordnet set har præstationerne været godkendte.
– Os i trænerteamet er helt rolige i maven, om at vi besidder den nødvendige kvalitet til at få en sejr over Randers og komme tilbage på sejrssporet, hvilket vi også har understreget overfor spillertruppen. Vi skal fortsat turde at spille vores spil, og gør vi det, er der dannet et stabilt grundlag for, at vi kan få en sejr, siger Allan K. Jepsen.
Kampen spilles lørdag den 22. april på EDC Arena i Ikast med kampstart kl. 15.15, og der er gratis adgang for alle interesserede. Derudover livestreames opgøret via linket nedenfor.