Akademiet

Opturen fortsatte for FCM U17

En fleksibel taktik og en Gustav Christensen i hopla bidrog til, at ulvene vandt 5-1 i Lyngby.

13/05/21
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

FCM U17 var torsdag draget til Lyngby med en ambition om at hente den femte sejr i træk i U17 Ligaen, men måtte indledningsvist væbne sig med tålmodighed. Kampen blev udsat i tre kvarter på grund af et kraftigt regn- og tordenvejr.

Da opgøret blev fløjtet i gang, var det FCM’ernes ambition at spille på siden af de kongeblå ved hjælp af et par offensive wingbacks i Gustav Fraulo og Malte Melin. Den strategi havde vist sit værd i udekampen mod Brøndby, men fungerede mindre godt mod de kongeblå – blandt andet fordi banen var forholdsvis smal.

Efter en lige start på opgøret var det hjemmeholdet, der først kom på tavlen. En lidt uskarp tilbagelægning fra Malthe Bøndergaard satte Nicholas Beetson under pres, og FCM-keeperen forsøgte at tage et træk uden om Lyngbys Oliver Høeg. Det slap han ikke afsted med, og Høeg fik tacklet bolden fra ham og i mål.

Efterhånden gik det dog op for FCM’erne, at der var muligheder, hvis de i højere grad spillede sig op centralt. Fem minutter før pausen blev bolden så stukket i dybden til Malte Melin, der lagde en hård, flad bold ind i feltet. Her forsøgte Ayman Abdallah at afværge, men han endte med at sende bolden i eget net.

Lyngby angreb altovervejende over FCM’s højreside, og det gjorde, at værterne til tider blev “trukket skæve” og efterlod en masse plads at spille på i den modsatte side.

Det var tilfældet to minutter efter udligningen, hvor Malte Melin løb ind under Lyngbys ene midterforsvarer og modtog bolden fra Gustav Fraulo. Melin sendte et indlæg ind til feltet, hvor Gustav Ørsøe Christensen fik strejfet bolden lige tilpas nok til at den kunne trille adstadigt i nettet.

Hattrick af Gustav Christensen

I pausen sadlede trænerteamet om og gik over til at spille 4-3-3. Midterforsvareren Bonnén gik ud, og venstrebacken Rasmus Kristiansen kom ind, og så blev Malte Melin lagt op som tredje angriber.

Det var et godt træk, for FCM’erne afgjorde reelt kampen i anden halvlegs første ti minutter. En FCM-omstillling endte med, at Melin fandt Gustav Christensen, der scorede med en hård afslutning i det lange hjørne. Fem minutter senere blev det 1-4, da Mads Nybo headede Heini Sørensens hjørnespark i nettet.

Lyngby havde brug for en hurtig reducering for at bevare håbet, men den kom ikke. I stedet lukkede Gustav Christensen endegyldigt kampen tyve minutter før tid med sit tredje mål i kampen. Et hjørnespark endte med en løs bold, som Christensen var først over. Det var tredje kamp i træk, at han scorede på den måde, så helt tilfældigt er det næppe. Scoringen var hans 13. i indeværende sæson.

Kampen var FCM’s fjerde i maj måned, og det kunne ses mod kampens slutning. Den tunge græsbane havde hevet kræfterne ud af ulvene, der ikke kunne fastholde trykket på værterne.

Det betød, at det sidste kvarter blev en gang “indianerfodbold” med store muligheder til begge hold. Lyngby var tættest på endnu et mål, men stolpen og en velspillende Nicholas Beetson sørgede for, at kampen endte med en 5-1-sejr til de sort-røde. Cheftræner Claus Therkildsen gjorde boet op i bussen på vej hjem:

– Det blev en kamp, hvor vi kom til at spille på hele det taktiske klaver, men der er vi også nået langt. Spillerne ved præcist, hvad de skal, selvom vi laver om på vores opstilling eller vores måde at spille på, og det giver os mange muligheder, fortalte Therkildsen.

FCM U17 har nu knap tre døgn til at restituere, inden de skal i ilden igen. Søndag kl. 10.00 tager de imod Esbjergs talenter på EDC Arena. Se den aktuelle stilling i U17 Ligaen.

Lyngby BK U17 – FC Midtjylland U17 1-5 (1-2)

26′ 1-0 Oliver Høeg
40′ 1-1 Ayman Abdallah (selvmål)
42′ 1-2 Gustav Christensen (oplæg Malte Melin)
49′ 1-3 Gustav Christensen (oplæg Malte Melin)
54′ 1-4 Mads Nybo Lauritsen (oplæg Heini Sørensen)
70′ 1-5 Gustav Christensen

FCM U17 (3-4-1-2): Nicholas Beetson – Mads Nybo Lauritsen, Malthe Bøndergaard, Andreas Bonnén (46′ Rasmus Kristansen) – Malte Melin (54′ Donavan Bagou), Heini Sørensen, Jonathan Asp, Gustav Fraulo – Valdemar Byskov Andreasen – Gustav Christensen (74′ Jakob Leerhøj), August Priske.