Akademiet

Opturen fortsatte for U17

Tingene er i den grad ved at falde i hak for FCM U17. Lørdag gjorde de kort proces med Randers.

08/10/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Kunstgræsbane 2 på Randers’ anlæg dannede rammen om en kamp mellem to mandskaber med aspirationer om at blive sig i toppen af U17 Ligaen.

Den ambition lykkedes klart bedst for FCM’erne i første halvleg, for de sort-røde spillede i cirkler og trekanter om de lyseblå modstandere, der blev presset maksimalt.

Allerede efter syv minutter gjorde Nicolaj Tornvig det til 1-0 og derfra så de sort-røde sig ikke tilbage.

Midt i halvlegen gjorde Sofus Østergaard Johannesen det til 2-0, igen efter godt angrebsspil, og ti minutter senere var Johannesen igen på pletten med 3-0 målet. Denne gang var det efter en standardsituation, hvor Gustav Bjerge stod klar i den fjerne ende af feltet og sparkede bolden på tværs til Johannesen, der scorede inde under mål.

Tremålsføringen var absolut i underkanten efter en fremragende halvleg af FCM’erne, der fremstod som et kollektiv, der havde spillet væsentligt flere kampe sammen end de blot seks betydende opgør, som det er blevet til.

Fortsatte de gode takter efter pausen
I anden halvleg fik Randers vinden i ryggen og de gik over til at spille mere direkte og duelpræget. Det håndterede FCM’erne glimrende og efter ni minutters spil lukkede Jonathan Lindekilde opgøret med sin scoring til 4-0.

I den sidste halve time brugte FCM-bænken alle fem udskiftninger, men det slog ikke rytmen i stykker for ulvene. De vedblev med at sætte gode angreb sammen og på et af dem gjorde indskiftede Marcus Nielsen det til 5-0.

Så var der egentlig blot tilbage at holde et clean sheet, men den mission mislykkedes desværre , da Randers fik tilkæmpet sig et straffespark imod slutningen af den ordinære spilletid.

Det scorede Bastian Andersen på og to minutter inde i overtiden lykkedes det Lasse Kryger Ahrentsen at pynte yderligere på resultatet.

De to Randers-scoringer irriterede mærkbart cheftræner Allan K. Jepsen:

– Jeg synes det er unødvendigt, for vi var i fuld kontrol. Når man fører 5-0 til sidst i en kamp er modstanderen ramt på selvtilliden og ønsker egentlig bare at kampen bliver fløjtet af, så der gælder det bare om at undgå at lave fejl. Det formåede vi desværre ikke, lød det ærgerligt fra Jepsen efter kampen.

Fraset slutminutterne havde FCM U17’s cheftræner dog kun lovord til overs for præstationen:

– Vi ser enormt ud gode ud som hold, og jeg tror nærmest alle modstandere vil synes, vi er meget svære at spille mod lige nu. Alle mand arbejder hårdt, og vi er rigtig godt afstemte, både offensivt og defensivt, og spillerne fik svære ting til at se legende lette ud i dag. Derudover har vi nogle indskiftere, der gør det rigtig godt, da de kommer ind, og lige nu er vi i den situation at vi kan vælge mellem 16-17 spillere, der alle sammen præsterer på et rigtig højt niveau, lød de rosende ord fra Allan K. Jepsen. Det var den tredje sejr i træk for FCM U17.

Det yngste Akademihold spiller allerede igen tirsdag kl. 16.15. Her gælder det Lyngby, der lørdag hjemme tabte 3-1 til Silkeborg. Se stillingen og de øvrige resultater fra U17 Ligaen her.

Randers FC U17 – FC Midtjylland U17 2-5 (0-3)
7′ 0-1 Nicolaj Tornvig Hansen
23′ 0-2 Sofus Østergaard Johannesen
32′ 0-3 Sofus Østergaard Johannesen
54′ 0-4 Jonathan Lindekilde
81′ 0-5 Marcus Nielsen
89′ 1-5 Bastian Andersen, strf
90+2 2-5 Lasse Kryger Ahrentsen

FCM U17 (4-4-2): Liam Selin – Mathis Konradsen (74′ Sebastian Lodberg), Gustav Bjerge, Simon Kristiansen, Mahdi Babaiasl (74′ Timothy Kongsbak) – Christian Jørgensen (61′ Marcus Nielsen), Lasse Overgaard, Jonathan Lindekilde, Sofus Østergaard Johannesen – Sander Evjen-Brostrøm (61′ Daris Catak), Nicolaj Tornvig Hansen (74′ Andreas Knak)

På billedet: Lasse Overgaard Nielsen (Foto: Daniel Stentz).