Artiklen, du kan læse her, var en del af et af sæsonens tidligere kampprogrammer på MCH Arena omhandlende transfers. I anledning af transfervinduets deadline-day gengiver vi nu denne artikel her på fcm.dk.

Ove Pedersen er et vaskeægte FC Midtjylland-ikon. Han var træneren, der skulle samle et hold af Ikast- og Herning Fremad-spillere i 1999, og i 2017 vendte han tilbage i en rolle som vicesportschef. Han har prøvet meget og været en del af mange transfervinduer. Derfor er han også den rette mand til at tale om, hvad der er sket i fodboldverdenen på 25 år.

– Jamen en af de største forskelle er vel, at der slet ikke var noget, der hed transfervinduer dengang, som jeg lige husker det. Jeg mener, som eksempel at vi solgte Peter Sand forholdsvist sent dengang (Sand blev solgt til Barnsley i oktober 2001, red.), husker Ove Pedersen.

Det er dog ikke kun regelsættet fra de internationale fodboldorganisationer, der har ændret sig på de 25 år.

– Dengang var jeg også meget inde over transfers på ind-siden. Det var for eksempel mig, der ville have de tre spillere, vi havde med til det første pressemøde (Martin Nielsen, Peter Sand og Thomas Thomasberg, red.). Jeg mente, at vi havde brug for nogle kræfter udefra, og det fik jeg så overbevist bestyrelsen om. Det ser man ikke helt så meget i dag i så store klubber som FCM. Måske gør man i lidt mindre klubber, fortæller Ove Pedersen.

Et digitaliseret transfermarked

Udviklingen i transfermarkedet har taget samme skridt som den globale digitalisering.

– Man kan jo sige, at den virtuelle udvikling er god. Og det synes jeg virkelig, den er, men jeg mener ikke, at man kan klare alt virtuelt, og derfor tager jeg ud og møder folk. Man er nødt til at kunne se folk i øjnene og møde dem, hvis man skal lave gode køb eller salg. Så føler man, at man kender hinanden, og den følelse kan man ikke få igennem skærmen, udtrykker vicefodbolddirektøren.

– En anden forskel, der er kæmpestor, er den måde, vi scouter på. I dag scouter vi meget efter statistikker og efter vores SmartOdds-rapporter. Dengang så vi altid spillerne live, inden vi købte dem. Det, forsøger vi stadig at gøre, men det er ikke altid, det er muligt. Dengang kunne vi aldrig finde på at købe en spiller, vi ikke havde set live, fortæller Ove Pedersen.

Ove Pedersen ser det også som en væsentlig forandring, at FCM ligger et helt andet sted i fødekæden i dag.

– En ting, der virkelig har ændret sig, siden jeg var træner, er det med, hvor man ligger i transferhierarkiet. Dengang lå vi ikke særlig højt. Vi var en ny klub, og det tiltrak vi en lille smule på, men vi kunne ikke få de bedste spillere. Vi var ikke førstevælgere, og det er vi selvfølgelig heller ikke nu, men forskellen er alligevel markant, fastslår han.

FCM-ikonet mener, at tiltrækningskraften er en helt anden i dag, og han er ikke i tvivl om hvorfor.

– I dag ser vi, at spillerne pivhamrende gerne vil til FCM, og det er jo fordi, vi har spillet europæisk i så mange år i træk. Derudover ser de også, hvilke salg vi laver, og de kan se, at det er en måde at komme videre til et højere niveau. Vi sælger jo til top 5-ligaer. Det er noget, man har gjort sig fortjent til via salg og resultater, fortæller Ove Pedersen.

Til trods for, at FCM ikke kunne hente spillere fra samme hylde før i tiden, var transfers dog stadig en vigtig del af klubstrategien.

– Jeg husker, at vi i de første år sagde, at vi ville sælge spillere for fem millioner kroner om året. Det var altså virkelig mange penge dengang. Vi spillede i den næstbedste række, så det var nærmest de umuliges kunst, men vi lykkedes med det. Vi solgte vores målmand, Jon Knudsen, som det første gode salg. Derefter fulgte Allan Bak Jensen og Morten Skoubo. Vi solgte spillere hele tiden for at få det til at løbe rundt, erindrer Ove Pedersen.

Den afrikanske satsning

Ove Pedersen var også med, da man i de spæde år begyndte at rekruttere spillere fra det afrikanske kontinent, og netop denne fase husker han meget tydeligt.

– Ghana-projektet tog sin udformning i Herning Fremad-tiden, hvor Jens Ørgaard og jeg var dernede i 1998. Her ville vi så købe en spiller, men der blev lavet nogle numre med os og noget kontraktsnyd, og så endte han i Tunesien, fortæller Ove Pedersen.

– Så havde vi kontakterne dernede, og det endte med, at vi fik et samarbejde op at køre med en klub i Ghana. I samme forbindelse købte vi Razak Pimpong og Baba Musa, og det var ligesom her den afrikanske satsning tog sin begyndelse. I virkeligheden skulle vi bare ned og købe nogle fodboldspillere, men så kom vi i kontakt med de mennesker, og så blev det mere og mere formaliseret, husker Ove Pedersen.

Netop indkøbet af Razak Pimpong er en særlig historie for Ove Pedersen.

– Pimpong så jeg til VM i New Zealand (U17-VM 1999, red.). Ørgaard og jeg så ham allerede i 1998, da de lande, der skulle med til det VM, spillede nogle optaktskampe. Jeg valgte så at tage til New Zealand. Jeg gjorde det selv, og det var egentlig mest af den grund, at jeg havde trænet Qatars U17-landshold, og de skulle være med, og det ville jeg gerne se. Så det var to fluer med et smæk, at jeg også kunne scoute spillere, erindrer den rutinerede fodboldmand.

– Jeg anbefaler så Ørgaard, at vi skal tage Pimpong, da jeg ser ham dernede. Jeg snakker faktisk allerede med Pimpong i lufthavnen dernede. Jeg hilste bare lige og fortalte, at vi var interesseret, og så fik vi ham forhandlet på plads, fortæller Ove Pedersen.

Ove P runder skarpt hjørne: En fodboldmand med enorm betydning

I 2003 blev retningen dog ændret, da man ikke længere satsede på det ghanesiske marked, men derimod det nigerianske.

Den forhenværende træner, der dengang var en vital del af spillerforhandlingerne, ved godt, hvilken retning han mener, transfermarkedet er gået i.

– Det er meget sværere at navigere i i dag. Der er agenter og alle mulige andre. Det er en verden, der har ændret sig markant, og du skal være meget dygtigere for at være i den i dag end dengang, fortæller Ove Pedersen, der altså endnu befinder sig i transferverdenen.