Førsteholdet

Pablo Ortiz udlejes til Mafra i Portugal

22-årige Pablo Ortiz skal spille det resterende af sæsonen udenlands, hvor han udlejes til CD Mafra i den næstbedste portugisiske fodboldrække.

31/01/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Den colombianske forsvarsspiller Pablo Ortiz fik debut for FC Midtjyllands førstehold den 19. oktober 2022, da han blev skiftet ind i pokalsejren over FA 2000.

Siden da er det ikke blevet til flere minutter, og med henblik på spillerens udvikling udlejes han nu til CD Mafra i den næstbedste portugisiske række.

– I Midtjylland laver vi i fællesskab individuelle udviklingsplaner for vores spillere. Vi er sammen med Pablo kommet frem til den konklusion, at han vil have godt af et halvt år i portugisisk fodbold. Vi har senest set med Ousmane Diomande, hvordan en ung spillers udvikling kan accelerere, og nu håber og tror vi på, at Pablo kan tage de næste skridt i sin udvikling, siger sportschef Svend Graversen og fortsætter:

– Vi lejer Pablo ud for at give ham spilletid i en stærk portugisisk liga. Vi er meget glade for beslutningen, og vi er overbeviste om, at det bliver et værdifuldt ophold, som gør, at vi får en endnu bedre og klar spiller hjem til sommer, siger sportschef Svend Graversen.

22-årige Pablo Ortiz kom til FCM i februar 2022 fra CD América i hjemlandet, hvor han stod noteret for 57 kampe.

Midterforsvarerens første mulighed for spilletid er den 5. februar, hvor Mafra møder Oliveirense på udebane. Portugiserne ligger på en aktuel 14. plads i Liga Portugal 2.