Førsteholdet

Paulinho lærer dansk med flere kollegaer

Efter at have mestret det engelske sprog har Paulinho kastet sig ud i en ny udfordring. Sammen med blandt andre holdkammeraterne Martin Fraisl og Adam Gabriel er der nu regelmæssig danskundervisning på programmet.

17/10/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Da Paulinho kom til FC Midtjylland i sommeren 2019, var det ikke mange engelske gloser, som røg ud af brasilianerens mund. Der gik også et halvt år, før venstrebacken for alvor slog sit navn fast i dansk fodbold og erobrede en plads på holdet.

I dag er han velintegreret i det midtjyske. Han mestrer det engelske sprog til fulde, er vellidt i omklædningsrummet og står noteret for 155 kampe samt et dansk mesterskab og en pokaltitel i FCM-trøjen.

Så hvorfor ikke kaste sig ud i at lære dansk?

– Jeg har været her i fire år. Da jeg kom til, handlede det om at lære engelsk, fordi det meste her foregår på det sprog. Sidenhen er jeg blevet god til det, og derfor har jeg ønsket at kaste mig ud i noget nyt, siger Paulinho.

Sammen med holdkammeraterne Martin Fraisl og Adam Gabriel samt flere stabsmedlemmer, heriblandt specialtræner, Rodrigo Prieto, Head of Sports Science, Thijs Tummers, og Lead First Team Analyst, Jack Kriskinans, er danskundervisning blevet en del af hverdagen.

– Når vi er i klubben, taler mange dansk med hinanden, og vi blev enige om, at det kunne være sjovt at prøve at lære. Indtil videre har det været svært, men sjovt. Det er sjovere at lære sammen i en gruppe, fordi det hele er mere loose.

– Det er virkelig svært. Vi ved, det er svært at lære et nyt sprog, og det handler om at tage det skridt for skridt. Indtil videre har vi mest lært, hvordan man spørger om ting og introducerer sig selv. Hvis jeg møder en ny kollega, hvordan introducerer jeg så mig selv og spørger ind til hans liv?

– Samtidig lærer vi at skrive tingene, fordi det kan være svært at udtale, hvis man ikke ved, hvordan ordene staves, fortæller Paulinho, som også forventer, de tillærte evner kan bruges inden for kridtstregerne:

– Faktisk kan det også bruges på banen. Dommerne siger ofte tingene på dansk, og selvfølgelig kender jeg allerede til ord som “hjørnespark” og “straffespark”.

Interaktionen med de yngre fans bliver også nemmere, når Paulinho så småt får det danske ind under huden, fortæller han:

– Ofte spørger børn mig om ting på dansk, og jeg har ingen anelse om, hvad de siger. Derfor tænker jeg også, det er godt, hvis jeg kan begynde at forstå dem, så jeg ser kun gode ting i at lære sproget.

– Som person er det godt at blive ved med at lære. Det er noget, jeg kan bruge resten af mit liv. En dag spiller jeg ikke fodbold længere, men det betyder ikke, at jeg glemmer, hvordan man snakker engelsk – eller dansk for den sags skyld. Hvis jeg en dag kan tale dansk, vil det være sjovt, og nu, når jeg har været her så længe, hvorfor så ikke?

Billetsalget til Lyngby er startet

Der er dømt fredagsbold på MCH Arena den 27. oktober, når Lyngby BK kommer på besøg i 3F Superliga. Billetsalget til kampen er netop startet.

Billetinfo om næste hjemmekamp