Førsteholdet

Pedro Bravo gør fremskridt: Hårdt arbejde på og udenfor banen

En status fra 19-årige Pedro Bravo, som stille og roligt gør fremskridt både på og udenfor banen.

23/08/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Pedro Bravo kom til FC Midtjylland denne sommer, men har fortsat sin debut til gode. I kulissen træner den colombianske midtbanespiller hårdt, ligesom han stille og roligt tilpasser sig livet udenfor banen.

– Jeg har det godt i klubben, hvor det hele føles som én stor familie. Jeg har fået mange venner her.

– Lige nu arbejder jeg hårdt på at lære engelsk, det er svært, men jeg gør store fremskridt og forstår det meste. Jeg har engelsktimer næsten hver eneste dag. I klubben hører jeg sproget konstant, så det gør det også nemmere.

– Jeg har det godt og er glad. Jeg føler mig klar til, når muligheden kommer. Indtil da arbejder jeg videre på træningsbanen og fokuserer på at forbedre mig dag for dag, siger det talentfulde midtbaneanker.

Holdkammerater på ny: Ousmane Diao og Pedro Bravo

I portugisiske C.D. Mafra noterede Pedro Bravo sig for 36 kampe inden skiftet til dansk fodbold, og han ser tydelige forskelle i de to landes fodboldfilosofier.

– Dansk fodbold har mere power og fysik, og mange hold spiller direkte, siger Pedro Bravo, som suger til sig af de andre midtbanespillere i truppen, heriblandt Emiliano Martínez og Oliver Sørensen:

– Hver eneste træning kigger jeg på de andre midtbanespillere og forsøger at suge til mig i forhold til, hvordan de spiller. Her er mange dygtige spillere, som jeg helt sikkert kan lære noget af.

Sønderjyske venter

Lørdag kl. 16.00 gæster Sønderjyske det midtjyske, når MCH Arena danner ramme om endnu en vigtig kamp i 3F Superliga.

Holdet har brug for størst mulig støtte i det tætte kampprogram, og har du endnu ikke skaffet din billet, kan du læse mere nedenfor.

Billetinfo: FCM v Sønderjyske