Det er efterhånden veldokumenteret, at kvinder er særligt udsatte for korsbåndsskader, og især eliteboldspillere er i risikogruppen. Derfor er det heller ikke nogen statistisk overraskelse, at omtalte skade også har huseret blandt ulvinderne.

Heldigvis er Emma Nielsen langt om længe på den anden side af sin skade, og hun kan nu for alvor begynde det benhårde arbejde for at komme tilbage i startopstillingen. Men vejen dertil har været lang og udfordrende, og kampen er ikke slut endnu.

Udgangspunktet

Det hele startede i Borbjerg ved Holstebro, hvor Emma fattede kærlighed til sporten efter at have observeret sine tre ældre søstre trille rundt med en fodbold. Hun blev meldt ind i den lokale klub og hyggede sig der.

Efter at have spillet med drengene i nogle år, rykkede hun først til Mejrup og siden til Vildbjerg SF. Her blev hun efter et par sæsoner en del af seniortruppen, hvor daværende trænerteams hurtigt viste tillid til den unge angriber med den imponerende acceleration.

Også DBU havde tidligt øjne på hende, og hun er i dag noteret for 28 U-landsholdskampe.

Det var med andre ord en Emma Nielsen med vind i sejlene og spillemæssig selvtillid, der som en del af Vildbjerg SF sidste forår suverænt og stilsikkert arbejdede sig igennem 2. division

– Jeg var ret godt kørende på det tidspunkt. Jeg var nok et af de bedste steder, jeg har været i mit fodboldliv. Det gik godt. Det fungerede godt socialt på holdet. Jeg havde lige været med landsholdet i Spanien. Jeg scorede en masse mål. Det hele spillede bare.

Uheldet indtraf i en kamp mod BSF i Ballerup i maj. I en kamp, hvor Emma ellers var flyvende, lavede hun et uheldigt vrid i knæet.

– Jeg scorer egentligt fire mål i kampen, men ender med at lave et solouheld, hvor jeg vrider om på mit knæ og må gå ud.

I starten mistænkte man ikke noget alvorligt, og først fire uger senere blev det ved en MR-scanning opdaget, at der faktisk var tale om en korsbåndsskade. Prognosen var dyster. Udsigten til 9 måneders pause virkede uoverskuelig. Uendelig. Ubærlig.

Hvem er jeg, hvis jeg ikke spiller?

Herefter begyndte en lang genoptræningsperiode, som heldigvis blev kortere end frygtet, og da Vildbjerg SF blev til FC Midtjylland Kvindefodbold kunne hun begynde delvist at genoptage holdtræningen.

– Mit knæ blev hurtigt træt, men det var i egentligt mest hovedet, jeg syntes, at det var svært at få med. Jeg havde det virkelig svært i den periode. Det var virkelig hårdt at komme til træning, men ikke at skulle med ud på banen.

Dermed bekræfter Emma også den fortælling, vi tidligere har hørt fra hende skadede holdkammerater – den største udfordring i en skadesperiode er ikke den fysiske del. Det sværeste er de mange tanker, der står i kø, når kroppen siger stop, og man må gentænke sit liv.

– I starten arbejdede jeg med at acceptere skaden. Hvilken person var jeg nu – udenfor banen? Der er så meget identitet i at være fodboldspiller. Jeg skulle virkelig lære, at jeg godt kunne bruge tid på andet – fx veninder, som jeg sjældent har haft tid til før.

Og selv da knæet var helet og der var givet grønt lys til, at hun kunne træne fuldt med igen, blev hun hjemsøgt af skadestanker og tvivl. Frygt for gentagelse af en bevægelse, hun har lavet hundredvis af gange.

– Det har krævet arbejde at gå ind i en træning uden at frygte, at det ville gå galt igen. I starten havde jeg virkelig svært ved at gå ind i tacklinger. Den situation, hvor jeg slog knæet, var jo bare et helt normalt indlæg, og det havde jeg svært ved at komme tilbage til – at komme i høj fart, standse op og skyde en bold ind… jeg stolede ikke på knæet, selvom jeg godt vidste at det var ok.

Den lange vej tilbage

Det er ligesom at køre på cykel, siger man, når noget ligger så meget på rygraden, at evnen til at udføre en opgave aldrig rigtig forsvinder. Men den intuitive fornemmelse af at vide, hvornår et indlæg skal slås eller en aflevering lægges, skal vækkes til live igen med mange timers træning, og den tålmodighed, det kræver, kan være svær at mønstre, når man allerede har været ude i lang tid.

For Emma gav det anledning til mange hovedbrud.

– Det gav meget frustration i starten. Jeg kunne det jo før, og nu skulle jeg nærmest lære det igen. Selvom det ligger i hovedet, så ligger det bare ikke helt i benene endnu.

At hovedet er klar til mere, end kroppen har været, har stillet store krav til Emmas iver efter at komme tilbage. Selvom hun har kæmpet for at nå tilbage til sin gamle form, har en stor del af udfordringen været at lade kroppen arbejde i et tempo, den har kunnet følge med til.

– Jeg har skullet lære at justere træningsmængden. I starten kom jeg til at overtræne, så knæet hævede, og det måtte det jo ikke. Jeg skulle virkelig finde en balance. Hvornår var det nok? Hvornår kunne jeg fortsætte?

I dag er Emma et godt sted. Som en del af hendes genoptræning har hun trænet og spillet med FCM’s U19-hold. Det har været en god tilvænning, givet både træningsminutter og kamptræning i et mindre intenst miljø.

Da snakken falder på fremtiden, er hun optimistisk.

– I opstarten har der været nogle bump på vejen med nogle overbelastninger, men lige nu går det godt. Det kan godt være lidt svært med nye relationer på holdet, hvor der er kommet flere spillere ind, mens jeg har været ude. Det kræver nogle kampe sammen, men det kommer.

– Lige nu er mit fokus på at lytte til min krop og træffe fornuftige valg. Jeg håber, at jeg kan være med til at spille EM-kvalifikation med U19-landsholdet om lidt, og at jeg kan være klar til sæsonstart for FCM. Og selvom det er svært, er jeg tålmodig. Der er heldigvis mange mennesker, der støtter og hjælper mig.

Som en klassisk dannelsesroman har Emmas fortælling en tredelt opbygning efter en hjemme – ude – hjemme-model.

Fra at have færdes trygt og hjemmevant på en fodboldbane har hun efter en tur i skadeshelvedet kæmpet sig hjem igen – tilbage på banen, hvor hun allerhelst vil være. Som i den klassiske dannelsesroman er den sidste fase forbundet med ny erkendelse. For Emma ligger her en forståelse for, at hun tålmodigt skal lytte til sin krop og derfra en tillid til, at hendes hårde arbejde vil bære frugt.

Nu, hvor hun nærmer sig sin tidligere topform, gælder det ikke blot om at genvinde en plads i startopstillingen, men også om at fastholde balancen mellem tempo og tålmod. Mellem at sprinte og tage de rigtige skridt på vejen.

Fakta

• Emma Nielsen
• 18 år
• Angreb
• Rygnummer 7
• Har tidligere spillet i Borbjerg Skave Fodbold, Mejrup GU og Vildbjerg SF