Kvindefodbold

Portræt af Fie Nordmark: Jeg tager det ikke for givet, at nogen kommer og støtter op

20-årige Fie Nordmark er et knitrende festfyrværkeri af god energi. Hun er også en dygtig fodboldspiller, der konstant bevæger sig i et højt gear og har store ambitioner. Men bag den målfarlige angribers energiske ydre findes en dyb taknemmelighed for det bagland, der konsekvent støtter hendes fodbolddrømme. Igen og igen. Og igen.

23/10/24
Mette Gravgaard
Foto: Susan de Klerk

Der er bare nogle mennesker, hvis udadvendte personlighed og smittende humør fylder et rum med god energi, nærmest allerede inden de er kommet indenfor døren. Sociale sommerfugle der flakser omkring og spreder glæde og sørger for, at folk omkring dem har det godt. Sådan et menneske er 20-årige Fie Nordmark.

Men bag Fies smilende og boblende ydre findes en dyb taknemmelighed for det bagland, der har vist deres støtte til hendes fodbolddrømme.

Fear Of Missing Out

For Fie fylder fodbold meget. Rigtig meget. I nogle perioder for meget, og i andre perioder knapt så meget. Siden hun blev tilknyttet en talentklasse i 7. klasse og dermed for alvor tog skyklapper på og zoomede ind på sporten, har fodbold været et omdrejningspunkt i hendes liv.

Det har bragt hende omkring U16-landsholdet, til SIF Q og til Vildbjerg, hvor fodbolddrømmene for alvor tog fart. Men side om side med ambition følger fravalg. Og fravalg er ikke nemt, når man som et ekstremt ekstrovert og socialt menneske henter al sin energi i samværet med andre. For man kommer til at gå glip og sige nej, og det gør ondt.

– Jeg er sådan én, der ikke gider gå glip af noget. Lad os bare sige det sådan. Jeg fik FOMO, da jeg startede i 1. g. Det blev sådan noget med at tage med, hvis de andre skulle noget fredag aften, men tage hjem når man havde spist aftensmad, fordi der var kamp lørdag. Med tiden fandt jeg en balance og fik tættere relationer på gymnasiet. De kunne bedre forstå min hverdag.

Behovet for at være med til så meget som overhovedet muligt har tvunget Fie til at blive ekstremt struktureret og ekspert i tidsstyring. Antallet af eftermiddage på sofaen holdes til et absolut minimum, så hun når mest muligt ved siden af sin sport. Stressende, skulle man tro. Men Fie trives.

– Altså det var ikke en rolig tid i gymnasiet. Men jeg havde brug for ikke at blande mit skolemiljø og fodboldmiljø sammen. Jeg havde brug for at fokusere på lige der, hvor jeg var.

Den uundværlige støtte

Men midt i al planlægningen, oplevelserne, det sociale liv og massevis af fodbold har selv et planlægningsmenneske som Fie brug for opbakning fra dem, der står hende allernærmest. For også en dedikeret og dygtig fodboldspiller kan komme i tvivl. Hvor meget skal fodbold fylde? Skal jeg lave plads til andet i mit liv?

For Fie kom tvivlen første gang i forbindelse med en oplevelse af at blive valgt fra til U17-landsholdet. Det affødte naturligt en række tanker, der satte spørgsmålstegn ved motivationen til at spille fodbold. Siden er lignende tanker jævnligt dukket op.

Hvor meget transporttid kan man fx holde til at have, hvis man både skal nå en skoledag i Silkeborg, en sen fodboldtræning i Vildbjerg og at være hjemme i Gjessø i tide til at nå at sove og restituere nok, inden hele programmet starter forfra næste dag?

Her fremhæver Fie særligt sin mor som en vigtig sparringspartner, der har givet plads til, at Fie kunne drage sine egne erfaringer.

– Jeg har haft mange dialoger med min mor. Hun har stillet en bil til rådighed, så jeg kunne komme til fodbold. Det er først bagefter, man finder ud af, hvor meget hun har sat sig selv til side for mine behov.

Fie bliver særligt glad for at se sin far og mor og deres respektive kærester blandt tilskuerne, og oftere og oftere er der også venner og veninder på lægterne.

– At de nærmeste bakker op med ressourcer og kommer til kampene, gør at man føler, at det hele kan gå op i en højere enhed. Jeg tager det ikke for givet, at nogen kommer og støtter op.

Når der er modvind

Sidste år blev Fie kåret som Årets Spiller i Vildbjerg SF, og det er næppe i den situation, man skal lede længe efter både motivation og opbakning. Anderledes svært bliver det, når der er modvind på cykelstien, og det hele ikke lige går, som man havde planlagt.

Efter tre år på gymnasiet blev Fie student denne sommer. Dermed blev der sat punktum for tre skoleår, som planlæggeren og strukturmennesket havde fået sat på skinner. Sommerens sæsonopstart og overgang fra velkendte Vildbjerg SF til et større setup hos FC Midtjylland Kvindefodbold faldt altså sammen med, at Fie også skulle vænne sig til en helt ny hverdag med fuldtidsjob i Brande, tidlige morgner og en ny struktur.

– Der er mere konkurrence på holdet nu. Jeg har haft svært ved at finde hoved og hale i det hele. Med arbejde og fodbold. Det har taget meget af mit overskud, og jeg har skullet koncentrere mig for at bevare fokus. Jeg er landet mere i det nu, men det har ikke været nemt.

Igen fremhæver Fie det vigtige i at have et bagland, som man kan støtte sig til, og som man kan tale med, når overskuddet svigter. Som en del af at passe på sig selv har Fie desuden arbejdet med en sports-coach, som har særlige kompetencer indenfor fodboldverdenen og derfor kender Fies situation indgående – på en anden måde end hendes nærmeste.

Så når Fie lykkes som fodboldspiller, skyldes det ikke kun de mange træningstimer og den skemalagte hverdag. Det skyldes i høj grad også, at hun har et bagland med familie, venner og veninder, som støtter og griber, når det er nødvendigt. På den måde bliver fodboldspilleren Fie til mennesket Fie.

Fakta

  • Fie Nordmark Arendt
  • 20 år
  • Angreb
  • Rygnummer 20
  • 11 kampe, 2 mål
  • Har tidligere spillet i Gjessø UF, HA85, SIF Q og Vildbjerg SF