Forestil dig sådan en rigtig trist novemberdag. Det er mørk, formentligt koldt, og det blæser helt sikkert. Ret sandsynligt er det også, at det på et tidspunkt i løbet af dagen begynder at regne – måske kommer der endda sne. Sådan en dag ville flertallet af os blive inden døre. Men for 19-årige Freya Rossen og resten af FC Midtjylland Kvindefodbold er sådan en dag også en træningsdag. Eller kampdag. Og det rokker ikke ved den unge anførers engagement.

Man imponeres, og muligvis undrer man sig ligefrem. For hvad motiverer egentlig en ung kvinde, hvis jævnaldrende er optaget af sabbatår, rejser og uddannelsesvalg, til at fortsætte sin træning – selv når vejret er dårligt, fravalgene gør ondt, og sejrene måske udebliver?

For Freya skal svaret findes flere steder. Først og fremmest er der en grundlæggende kærlighed til fodbolden og fællesskabet, som er altafgørende:

– Det er virkelig lysten, der driver værket. Jeg er altid glad efter en træning. Vi har et helt særligt fællesskab, som er så vigtigt for mig.

For Freya er det også vigtigt, at hun lever et liv i balance.

– Det er vigtigt for mig at definere min egen vej – at skrive min egen historie. Jeg vil ikke blive alt for påvirket af valg, andre tager i deres liv.

Denne søgen kommer til udtryk i en konstant stillingtagen til og afvejning af, hvilke valg og fravalg hun må tage. Det har ikke altid været let, og det har absolut været forbundet med tvivl:

– Det er svært, når man altid skal melde afbud. Til familiearrangementer, fødselsdage osv. Man sammenligner sig med andre, der lever en anden slags ungdomsliv.

Et liv i balance

Derfor har den nyligt overståede studentertid også været et aktivt valg om at værdsætte de øjeblikke, som er skelsættende, og som ikke handler om sporten. Som kontravægt til den massive mængde fodbold i Freyas liv har hun taget en beslutning om ikke at sætte alt på ét bræt.

Lige så meget værdi hun tillægger sin sport, lige så meget værdi tillægger hun at være noget andet en Freya, anfører for FC Midtjylland Kvindefodbold. Derfor er det vigtigt at have et godt bagland, venner udenfor fodbold og ambitioner om uddannelse og sikkerhedsnet, når der engang ikke er flere fodbolddrømme.

Og netop kombinationen af at leve et liv med nuancer og balance er helt afgørende for at fastholde hendes glæde for sporten. En glæde, som er nødvendigt i et træningsmiljø med høje krav, i en klub med store ambitioner:

– Det er klart, at der er nogle forventninger til os, og det kan mærkes. Vi skal præstere hele tiden, og det er hårdt. Det handler om at kunne vende det til motivation til hele tiden at blive bedre. Det er nok også vigtigt at have et godt bagland at tale med.

Øget opmærksomhed på kvindefodbold

De store forventninger hænger sammen med en generelt øget opmærksomhed på kvindefodbold, som også opleves hos Freya:

– Det kan jeg sagtens mærke. Der er mere fokus, større interesse og flere tilskuere. Det var helt vildt fedt til vores første hjemmekamp.

Det øgede fokus på sporten skulle gerne føre til flere kvindelige rollemodeller.

– Jeg er jo selv fra Ikast, så det er klart, at jeg har set meget op til Pernille Harder. Men hun har også været den eneste kvinde. Ellers har det været flest mandlige rollemodeller – på grund af deres position på banen, lederegenskaber eller lignende. Jeg håber, at jeg kan være med til at gøre det nemmere for piger at spejle sig i fodboldspillere, der ligner dem selv.

Så fodbolddrømmen lever hos Freya Rossen. Lidt på trods og mest på vilje og passion. For sporten, for holdet og for egen historie. Også på vej ind i årets mørkeste måneder.