I dag står der fodboldtræning med FC Midtjylland Kvindefodbold på programmet og i den forgangne uge har 21-årige Ida Thomsen sammen med resten af sine holdkammerater været ude i samarbejdsklubberne, hvor de har trænet side om side med yngre pigespillere. Som rollemodeller skulle de vise ulvelogoet frem og samtidig fungere som fyrtårn og forbilleder, som man kan spejle sig i og se op til.

Men for få uger siden befandt Ida sig Down Under – netop i gang med at sætte punktum for den dannelsesrejse, som har udviklet hende ikke bare som fodboldspiller, men som menneske. En rejse, der har været med til at understrege, hvor mange facetter den hurtige midtbane-fighter i virkeligheden gemmer på.

Fortællingen starter dog i det midtjyske.

Fodbold er en del af mig – men ikke hele mig

Fra en tryg base hjemme i Ikast har Ida tidligt fattet kærlighed for fodbolden. Det blev hurtigt til et sportsligt frirum, hvor hun via Ikast KFUM og Varde IF fandt vej til Vildbjerg SF. Her landede hun solidt – både på banen og blandt sine holdkammerater, og på den måde fandt Ida opskriften på sit fodboldliv.

– Fodbold har altid været et fristed. Her har jeg hentet energi. Været sammen med veninder. Det er et sted, hvor jeg udvikler mig rigtig meget, og det er vigtigt for mig at blive bedre til noget, som jeg lægger så meget energi og så mange kræfter i.

For Ida er en helt central del af hendes fodboldsucces, at hun lever et liv, der både giver plads til at forfølge sportslige ambitioner, og samtidig giver plads til den del af hende, der ikke er fodboldspiller. Hvor hun er veninde, søster, datter. Det handler om balance.

– Det er jo begrænset, hvor meget tid jeg har til andre ting, men jeg plejer at holde fredag og søndag åben, så jeg kan få set veninder, mine søstre i Århus og resten af min familie. Det er enormt vigtigt for mig, for jeg har brug for at balancere mit liv, så det hele ikke handler om fodbold.

Mange af Idas veninder er ikke selv en del af et elitesportsmiljø, og selvom man måske kunne forestille sig, at det ville gøre det svært for hende at kombinere to så centrale dele af sit liv, så ser hun det som en kæmpe styrke.

– Det er virkelig rart. Det betyder, at vi ikke snakker ret meget om fodbold. Mine veninder bakker mig selvfølgelig op og synes, at det er megaspændende, men undrer sig også en gang imellem over, at jeg gider bruge så meget tid på min sport. Det betyder, at jeg har et fællesskab, hvor jeg ikke er Ida-der-spiller-fodbold. Her handler det bare om at være sammen.

Ved at hun med jævne mellemrum bliver spurgt ind til sin passion, bliver hun også ofte tvunget til at reflektere over sine valg. På den måde genforhandler hun igen og igen, at det er det rigtige for hende at dedikere sig til sporten. Autopiloten er aldrig slået til. Fodbold er et aktivt tilvalg.

– Det er virkelig godt for mig, for det betyder, at jeg hele tiden forholder mig til, hvorfor det i min hverdag er så vigtigt for mig, at jeg bruger så meget tid på fodbolden. På den måde har jeg mig selv med hele tiden.

Et helt særligt fællesskab finder Ida i sin kirke, hvor fællesskabet med de jævnaldrende også handler om en tro på noget større. Her vedligeholder hun både efterskolevenskaber og værdier, som betyder noget for hende.

For en udefrakommende kan det virke som to vidt forskellige verdner – den sportslige og den religiøse – men for Ida er den ene en naturlig forlængelse af den anden, og hun finder stor styrke i begge dele.

– Det er vigtigt for mig, at jeg har det fællesskab, der ikke handler om fodbold. Det bakker mig op i, at det er vigtigt for mig, at jeg også er andet end en fodboldspiller. Det er trygt at vide, at der for mig er noget, der er større end fodbold, og hvem der vandt i weekenden. Og for mig kan de to verdner sagtens kombineres.

Rejsefeber og nye perspektiver

Det dybe og grundlæggende behov for meningsfulde fællesskaber har også næret en drøm om oplevelser udenfor fodboldbanen. Fællesskaber udenfor landegrænser og grønsvær.

Da hun skrev kontrakt med FC Midtjylland, fik Ida derfor lavet en aftale om, at hun kunne få lov til at efterkomme et inderligt ønske; nemlig at bruge noget af sit sabbatår efter HF på at rejse. Ad to omgange har hun været afsted – først i Asien og siden Australien og New Zealand.

Med en veninde har hun blandt andet arbejdet frivilligt i en café på en kristen skole. Her fremhæver hun en personlig læring, som rækker langt udover sabbatår og rejseminder.

– Jeg var overrasket over, hvor meget det gav mig at arbejde frivilligt. Man var taget et sted hen for at være noget for nogen andre … det var bare helt vildt at mærke. At vide, at man har givet noget, som har gjort noget for nogen andre … Det giver et perspektiv – selvom jeg ikke nødvendigvis synes, at noget er fedt, kan det sagtens give noget til nogen andre.

Rejseoplevelsen blev udover fremmed kultur og varme himmelstrøg også et møde med en anderledes fri hverdag, hvor al den tid, der tidligere havde været stramt skemalagt, pludselig blev hendes egen, som hun kunne planlægge, som hun ville.

Samtidig blev det endnu et møde med en kultur, hvor ingen andre levede et liv med elitesport. Igen affødte det spørgsmål. Igen blev hun tvunget til at se sin gamle hverdag igennem nogle andres øjne – i et nyt perspektiv.

– Jeg savnede da fodbolden – især fordi der tit var nogen, der spurgte til det. Men jeg havde jo taget en beslutning om at være afsted, så jeg ville også gerne bare være i det. Min hverdag med fodbold havde jo længe været meget skemalagt, så det var sundt for mig at prøve selv at skulle sætte og skaber rammerne undervejs. Det gav et perspektiv, og jeg kom igen til at tænke over, hvorfor jeg overhovedet gør det.

Det kan virke sundt at få rokket med fastlåste rytmer, og det har da også givet Ida livslang læring, at hun på rejserne pludselig har skullet tænke i helt andre baner, end hun har været vant til. Fylde sin dag ud på en anden måde. Leve med flere ubekendte. Kunne træffe hurtige beslutninger, når problemer opstod.

– Det nok noget, jeg altid kan blive bedre til, men rejserne har hjulpet mig til at hvile i, at der nok skal vise sig en løsning. Det er ikke sikkert, at det lige er den, jeg selv havde tænkt på, men det skal nok blive godt for et eller andet.

Vigtig læring på rejsen. På banen. I livet?

Sandsynligvis.

Da anden halvdel af rejseoplevelserne sluttede i marts, var Ida klar til at vende snuden hjemad.

At vende hjem – til glæde, udvikling og udfordringer

Efter tre måneder i Australiens sommervarme, var det en temperaturmæssig omvæltning at komme hjem til Danmark.

Men selvom vejrudsigten var kølig, var modtagelsen varm.

– Det har været dejligt at komme hjem. Det har været godt at se familien igen. Og at komme ud til trænerne og pigerne igen. Det gør da virkelig meget, at de er glade for at se mig igen og har spurgt, hvordan jeg har haft det undervejs. Det gør mig glad og tryg.

Selvom udlandsopholdet har budt på store mængder selvudvikling og menneskelig modning, er der stadig plads til masser af fodbold i Idas liv. Heldigvis.

– Jeg har savnet at have et sted, hvor jeg kan udvikle mig og hele tiden blive bedre. Og så savnede jeg at bruge min krop – jeg er ikke så god til at sidde stille. Det er dejligt at kunne brænde noget energi af og slå hovedet lidt fra samtidig med, at det jo ikke bare er sjov og ballade. Det handler om, at vi hele tiden skal udvikle os – både individuelt og som hold.

Selvom det har været vigtigt for hende at opleve verden, mærke efter, hvem hun er udenfor fodboldbanen, og ikke mindst at anerkende, hvilke værdier hun vægter i sit liv, har hun savnet elitemiljøet omkring holdsporten.

– Det giver mig noget at opleve, at der er nogen, der vil min udvikling. Og selv at føle, at det faktisk går fremad, når jeg investerer i det. Det er tydeligt for mig at se på vores spil, at der kun er én vej – og det er frem. Holdet har bare udviklet sig, og det synes jeg er megasejt. Jeg kan da godt blive helt nervøs for, om jeg kan spille mig på igen, men jeg hviler meget i, hvad der er for holdets bedste.

Vel hjemme igen er hun tilbage i sine fællesskaber. Udenfor banen, men i høj grad også på banen. Nu hvor rejserne er bag hende, er hun klar til for alvor at vokse sammen med ulvindernes uniform.

Selvom hun ikke er meget for at fremhæve det, er det i en ny rolle som forbillede for yngre spillere – bl.a. i samarbejdsklubberne. Med værdierne om gerne at ville være noget for nogen andre, finder hun glæde i at kunne bidrage med noget til piger, som drømmer store fodbolddrømme. Også selvom hun har svært ved at se sig selv som en, man ser op til.

Men det er hun. En rollemodel.

Med masser af fart og fighter-vilje er hun en rollemodel på banen. Samtidig er hendes blik for holdet som en levende organisme, der hele tiden vokser og er gensidigt afhængig af hinanden, sigende – ikke bare for fodboldspilleren Ida, men hele mennesket Ida.

Fællesskabet er i centrum. På banen. Udenfor banen.

Fakta

• Ida Bjørg Thomsen
• 21 år
• Midtbane
• Rygnummer 21
• 2 kampe for FC Midtjylland Kvindefodbold
• Har tidligere spillet i Ikast KFUM, Varde IF, Vildbjerg SF