Som kun 17-årig efterlod den slovakiske keeper, Marína Štefániková, familie, venner og sin velkendte hverdag i hjemlandet og rejste til Danmark for at forfølge en fodbolddrøm. Det kræver en masse mod, et stort drive og et dybt ønske om udvikling. Men at alt dette skulle vise vejen til det midtjyske blev lidt en tilfældighed.
Fra Slovakiet til FC Midtjylland
8 år inde i sin fodboldrejse ramte Marína overlæggeren for personlig udvikling i hjemlandets bedste række, og hun begyndte at undersøge forskellige muligheder uden for Slovakiet. Da hun tidligere havde besøgt Skandinavien og syntes om det, var Danmark en del af overvejelserne. Samarbejdet mellem Ikast-Brande Gymnasiums internationale IB-linje og Vildbjerg SF blev den mulighed, hun ikke kunne slå ud af hovedet. Så Marína sendte en ansøgning afsted, og derefter tog fodbolddrømmen for alvor fart.
Mens drømme nemt kan være et soloprojekt, kræver det opbakning fra de allernærmeste at få dem ført ud i livet, og for Marína blev det da også hendes forældre, der banede det sidste stykke af vejen til Danmark. I dag er hun meget bevidst om, præcis hvilken betydning netop den støtte har haft.
– Jeg er meget taknemmelig for deres opbakning. Det er virkelig stort. Jeg kan bl.a. være her i Danmark pga. dem og deres økonomiske støtte. De kommer også til kampe, selvom det kan være lidt svært, fordi man som keeper på bænken sjældent bliver skiftet ind.
En udviklingsproces med speederen i bund
Som om det ikke er omvæltning nok at flytte hjemmefra, så forestil dig at flytte hjemmefra med 1400 km. til hjemlige kødgryder og hjælp til vasketøj. Det fleste unge ville nok tvivle lidt, men for Marína var beslutningen nem. Og læringskurven? Den blev stejl med en ny hverdag, nyt sprog, nyt hold.
– Det bedste er den store udfordring ved at være her. Der er en enorm forskel – både på mit hold derhjemme og på holdet, kampene og træningen her. Jeg elsker at prøve mig selv af i nye miljøer, så det har gjort mig meget mere selvstændig, og det har tvunget mig til at tænke ud af boksen.
Det betyder dog ikke, at der ikke også er øjeblikke, hvor Marína kan savne sine venner og familie i Slovakiet.
– Men så ringer eller skriver vi sammen. Jeg har også haft nogle venner på besøg her i Danmark. Det var virkelig cool. Jeg glæder mig altid til at komme hjem, og jeg har som regel altid planlagt det næste indkøb af flybilletter.
Til hverdag taler Marína engelsk. Hendes skole er international og hendes klassekammerater er et stort mix af unge mennesker fra hele verden. Nogle er i Danmark for at dyrke en sportsgren, mens andre er her for oplevelsen og uddannelsen.
Derfor øver hun sig i dansk i sin fritid og til træning i FC Midtjylland. Og selvom hendes vilje og benhårde arbejdsmoral også slår igennem her, er det ikke nemt at lære et sprog, der kræver mere end almindeligt gymnastiske udtaleevner.
– Jeg er ved at have lært det mest basale. Det er helt sikkert en stor del af den udfordring, jeg har givet mig selv. Det kan godt være svært at finde tid til at øve mig, og jeg prøver virkelig, men jeres ”r”-lyd er godt nok svær.
Nationale fodbolddrømme
Marínas kærlighed til fodbolden har altså bragt hende til Danmark, hvor hun har katapulteret sig selv ind i voksenliv, sprogbarrierer og selvudvikling. En rejse i ikke bare metaforisk, men helt konkret forstand. Hun vokser med opgaven hver eneste dag.
Også på fodboldbanen har hendes udvikling kastet resultater af sig.
Marína er ad flere omgange blevet udtaget til Slovakiets ungdomslandshold, og senest har hun også været udtaget til kampe med A-landsholdet. En oplevelse, der virkelig har efterladt sig store indtryk hos den unge keeper.
– Vi spillede en kamp i Slovakiet, hvor vi satte national tilskuerrekord. I Wales spillede vi for ca. 11.000 tilskuere. Det var virkelig cool og virkelig overvældende. Jeg forventede ikke at spille, for jeg er den yngste i truppen, men jeg blev alligevel meget nervøs, da vi varmede op. Tænk hvis jeg ville komme ind! Den slags oplevelser er virkelig med til at motivere mig.
Hun er på mange måder et fantastisk forbillede for unge fodboldspillere og for unge mennesker i det hele taget. Hun er stolt af sin rejse og sine resultater og ønsker sig bare, at andre får samme muligheder.
– Jeg synes virkelig, at unge bør rejse ud og opleve verden. Se noget andet. Lære noget nyt om andre måder at leve på. Det er virkelig spændende og helt uvurderligt.
Det kræver mod, vilje, eventyrlyst og talent, men så kan man også klare rejsen fra Slovakiet til Herning. Fra én kultur til en anden. Fra et sprog til et andet. Men på fodboldbanen taler man alligevel mest med fødderne. Heldigvis.
Fakta
- Marína Štefániková
- 19 år
- Keeper
- Rygnummer 16
- Har tidligere spillet i AS Trenčín og Vildbjerg SF