Førsteholdet

Portræt af Mark Ugboh: Første afrikanske målmand i FCM’s historie

18-årige Mark Ugboh forlængede fornyligt sin aftale med FC Midtjylland og blev samtidig rykket permanent op i førsteholdstruppen. Her kan du lære den nigerianske målmand bedre at kende.

21/09/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

FCM har stolte traditioner, når det kommer til nigerianske spillere på klubbens førstehold. Gennem samarbejdet med FC Ebedei har profiler som Sylvester Igboun, Paul Onuachu, Frank Onyeka og Raphael Onyedika set dagens lys på Heden.

Ingen af disse nigerianske spillere agerede dog sidste skanse på målstregen – og da Mark Ugboh blev hentet til klubben i januar 2022, var det tilmed som den første afrikanske målmand i FCM’s historie.

Den høje målmand har med sin hårde arbejdsindsats og hjertevarme personlighed gjort stort indtryk i det midtjyske, og for tre uger siden skrev det 18-årige talent under på en femårig kontraktforlængelse. Han blev samtidig rykket permanent op i førsteholdstruppen.

Målmandstalent forlænger og rykkes permanent op

– Jeg får meget ud af at træne med førsteholdet. Da jeg kom hertil, havde jeg ikke troet, det ville gå så hurtigt, og jeg er glad for de fremskridt, jeg har gjort indtil videre. De målmænd, jeg træner med, har store kvaliteter. Jeg ser på, hvad de gør, og jeg prøver at kopiere dem. Hvis der er noget, jeg ikke kan, forsøger jeg at lære af dem i jagten på at blive endnu bedre, fortæller Mark Ugboh.

FCM’s målmandstræner Lasse Heinze har bemærket Mark Ugbohs store arbejdsindsats og hungren efter at blive bedre.

– Vores opgave er at lære Mark nogle ting på specielt det tekniske. Han er allerede godt på vej og flytter sig hele tiden. Nu skal vi knokle endnu mere på, og vi skal have fundet en måde, hvorpå vi kan udvikle ham endnu mere, fortæller Lasse Heinze.

Startede som 13-årig

I Nigeria startede Mark Ugboh som markspiller. Dengang stod det ikke skrevet i stjernerne, at han skulle ende ud som professionel målmand i Europa.

– Som 10-11-årig fokuserede jeg slet ikke på at være målmand. Her spillede jeg bare og tog tingene, som det kom. Det var først efterfølgende, jeg fandt ud af, at mit talent lå inde i målet, siger Mark Ugboh og uddyber:

– Da jeg var omkring 13 år, begyndte jeg nogle gange at spille som målmand. Her fandt jeg ud af, at jeg faktisk var bedre som målmand end ude på banen. Det var med til at motivere mig til at blive ved med at spille der.

Målmandstræner Lasse Heinze lægger også vægt på Mark Ugbohs fortid, der er utraditionel for en keeper på professionelt niveau.

– Da Mark kom til Danmark, havde han aldrig fået målmandstræning før. De ting, han havde lært i Nigeria, var selvlært. Vi hentede ham herop, fordi han havde lært sig selv nogle ting, vi virkelig godt kunne lide. Nogle af de ting er ikke noget, man bare lige lærer, siger Lasse Heinze og fortsætter:

– Mark er så rolig at kigge på. Han ligner en, der har stået inde i målet hele sit liv, og han er altså kun 18 år. Han er meget, meget rolig. Han er rolig med bolden på fødderne, træffer gode valg og er en offensivt tænkende målmand. Han indeholder de basisting, som målmændene i FCM gerne skal kunne.

– Det her med at kunne læse spillet og have et fantastisk flow i sine bevægelser under kampe er noget, man ikke bare lige lærer. Og det indeholder han allerede.

Drømmen om verdens største liga

Den 18-årige FCM-keeper holder fødderne solidt plantet på jorden. Han er ikke meget for at rose sig selv, men anerkender alligevel, hvor hans styrker i målmandsspillet ligger.

– Jeg er god til at komme ud og gribe de høje bolde. Min styrke er helt sikkert at komme ud i feltet. Derudover er en af mine andre styrker, at jeg kan kaste utroligt langt.

– Mit store idol er Manuel Neuer fra Bayern München, fordi han har så meget kvalitet. Jeg kan lide hans selvtillid og lederskab, og han spiller altid godt i de store kampe. Mange af hans redninger er virkelig gode, og det er noget, jeg ser op til.

Trods Mark Ugbohs beskedenhed er han dog ikke bleg for at tale stort, når det gælder fremtidige ambitioner.

– Min drøm er at spille i Premier League. Folk ser det som den mest kompetitive liga i verden, og jeg vil kæmpe alt, hvad jeg kan, for at ende der en dag, fortæller Mark Ugboh, som har set landsmand Frank Onyeka tage skridtet fra FCM til Brentford i sommeren 2021.

Første afrikanske målmand

Mark Ugboh er ikke blot den første målmand, som tager turen fra FC Ebedei til FCM. Han er også den første afrikanske målmand, som slår sine folder i klubben.

– Det giver mig motivation at være den første målmand, som kommer til FCM fra FC Ebedei. Alle fortæller mig, det er stort, at jeg er kommet hele vejen til Danmark og FCM. Jeg søger altid efter motivation, og det er helt klart med til at give mig en vilje til at gøre det godt, siger Mark Ugboh.

Den 18-årige førsteholdsspiller startede på klubbens U19-hold, hvor han nåede syv kampe med fem clean sheets til følge. Siden han betrådte dansk jord for første gang, har den nigerianske målmand taget store skridt – både på og uden for fodboldbanen.

– Mark er en fantastisk fyr. Han forstår den danske humor, og jeg kan lave sjov med ham, ligesom han kan lave sjov med mig. Han ved også godt, når vi stiller krav til ham. Han indeholder det hele personmæssigt, lyder det fra målmandstræner Lasse Heinze.