Der er løbet meget vand i åen siden Molli påbegyndte sin fodboldrejse, der har bragt hende ikke bare Danmark rundt, men også til udlandet. Kvindefodbolden vokser og er i rivende udvikling, og det er ikke længere utopisk at drømme om en professionel karriere, hvis man er født med to X-kromosomer. Molli er et eksempel på, hvordan man kan drive sin sport vidt – med den rette motivation, vilje og ikke mindst opbakning.

Og det hele startede, hvor Molli befinder sig i dag – på grønsværen i Midtjylland.

Lille pige – stor drøm

Ikke så langt fra Vildbjerg – i en lille fodboldklub, der hedder Timring IK – startede en meget ung Molli til fodbold. Det førte til et øjeblikkeligt kærlighedsforhold – til blomsterne i græstæppet, klatretræerne i læhegnet og sommerfuglene, der flaksede forbi. Mollis fokus var alle andre steder end på bolden, og den lille drømmer hyggede sig.

Men så en dag slog lynet net.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg bliver sat på banen. Så lander bolden foran mig, og den er i vejen for nogle blomster, som jeg skulle til at plukke – så jeg sparker til den. Og så scorer jeg rent faktisk, og hele holdet kommer hen til mig. Den følelse kan jeg huske. Det var verdens fedeste følelse. Og det blev startskuddet.

Derfra var Mollis fodboldkærlighed beseglet. Fokus lagde hun herfra på sporten, og det gav pote. Først rykkede hun til Vildbjerg SF, siden Team Viborg, Vejle Boldklub, herefter tilbage til Vildbjerg igen og derfra til Kolding Q. Sideløbende med sin klubfodbold blev hun ad flere omgange udtaget til DBU’s ungdomssamlinger og -landshold – indtil et brækket ben blev en kæp i hjulet på hendes rød-hvide ambitioner.

Klubskiftene gav Molli dyrebar erfaring – bl.a. med den kvindeliga, som hun nu sammen med FC Midtjylland higer efter at rykke op i. Men det blev endnu ikke til en fuldtidskontrakt i Danmark. På den front var hun for tidligt ude i dansk regi. Den slags kræver international erfaring – en større liga. Og sådan en fandtes – lige syd for grænsen.

Et corona-eventyr

Molli blev kontaktet af den tyske klub SC Sand, der på det tidspunkt spillede Frauen Bundesliga. Her blev hun tilbudt en fuldtidskontrakt, og en ungdomsdrøm blev pludselig til virkelighed.

– Det eneste, jeg nogensinde ville, var at spille fodbold. Men jeg fik altid at vide af studievejledere og andre, at jeg var nødt til at finde på noget andet. Man kunne ikke leve af at være fodboldspiller som kvinde.

Men det kunne hun nu.

– Det var første gang jeg fik en kontrakt. Og en lejlighed – med en roommate – og en bil og løn. Altså jeg kunne ikke leve noget luksusliv, og jeg studerede da også ved siden af, for jeg vidste jo godt, at jeg også var nødt til at sikre mig efter fodbolden. Men jeg har aldrig gjort det for pengene. Jeg har altid gjort det for oplevelserne. Det har været min måde at opleve verden på – at bruge fodbolden til at komme ud og møde nye mennesker.

Mens Molli rykkede sydpå, rykkede resten af verden s ammen – hver for sig. Vi blev hjemsendt og holdt afstand. Holdte ud fremfor at holde om. Og vi gjorde det bag mundbind og visir. I køen til testcentre – med gyldige coronapas og nye vacciner.

Flytningen til Tyskland blev en kaotisk start på et vidunderligt eventyr. For i Coronaens skygge blev det pludselig nødvendigt at handle hurtigt. Rigtig hurtigt.

– Jeg var til prøvetræning i januar, og der var alle mulige restriktioner. Jeg fik en specialtilladelse til ikke at komme i karantæne, kan jeg huske, og skulle testes hele tiden for at træne med. Da jeg bliver tilbudt en kontrakt, har jeg 24 timer til at flytte, fordi jeg skal være tilbage i Tyskland indenfor et døgn, hvis jeg skal undgå 14-dages karantæne.

Så mens Molli trænede og skrev under i Tyskland, pakkede hendes forældre lynhurtigt hendes liv i Danmark ned og sendte det sydpå. Rub og stup i kasser og så afsted.

Herfra startede halvandet år med vilde oplevelser. Fodbolden gik fra at være et hobbyprojekt til at være en levevej. Det var en pigedrøm, der gik i opfyldelse.

Molli var blevet en del af et lille lokalsamfund, der på mange måder virkede genkendeligt og hjemligt, og hvor det også var tydeligt, at kvindefodboldholdet var noget, man støttede op om. Man vidste, hvem spillerne var, og det var ikke ualmindeligt, at der kunne dukke 1700 tilskuere op til en hjemmekamp – da Coronaen først slap sit tag.

– Det var vildt fedt, og jeg lærte vildt meget. Jeg ender med at være der i 1,5 år, da jeg pådrager mig en korsbåndsskade. Det vender op og ned på hele forløbet. Jeg havde været i forhandlinger med Celtic og troede, at jeg skulle videre på mit fodboldeventyr, men så kommer der denne her kæmpe stopklods.

Skaden blev punktummet for Mollis Tysklandsfærd, og hun valgte at tage genoptræningen hjemme i Danmark.

For første gang stod hun uden et hold og uden en plan.

Hjem til Midtjylland

Hjemme i vante omgivelser skulle Molli derfor pludselig til at genopfinde sig selv.

– Det var en kæmpe omvæltning. Jeg gik fra at være en del af et hold og et fællesskab til pludselig at sidde helt alene. Det sendte mig ud i en identitetskrise. Hvem var jeg, når jeg ikke var fodboldspilleren Molli? Det var megahårdt, men jeg har lært utroligt meget af at være i den situation. Der var også en person uden for banen, som viste sig at være noget værd.

Men ca. samtidig med Mollis hjemkomst begyndte rygterne at svirre. På vandrørene begyndte der at løbe fortællinger om en ny kvindesatsning i det midtjyske, der skulle blive en fusion af Mollis to hjerteklubber.

Vildbjerg SF blev til FC Midtjylland Kvindefodbold.

– Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange, jeg har stået på MCH Arena, og jeg synes næsten, at det er helt skæbneagtigt, at FC Midtjylland Kvindefodbold bliver en realitet, mens jeg er hjemme og klubløs.

Så her er Molli nu. Hjemme igen og med ulven på brystet. Er klubskifte, der giver mening for hende på mere end det sportslige niveau.

Når hun ikke træner med holdet, er hun selv blevet én af dem, der tænder håb og drømme i nye talenter. Hun fungerer som morgentræner for TAK-klasserne i Herning og underviser på Guldminen. Her bliver det tydeligt, at der er gang i en udvikling, og at kommende generationer af pigespillere får nogle muligheder, som hun selv ville have ønsket at have haft. Muligheden for at kombinere sport og skole.

Samtidig giver det hende også en helt særlig forståelse for de unge spilleres situation.

– De ved, at jeg ved præcis, hvordan det er at være dem. Det er en helt særlig situation. Hvis de kommer og er sure over at have tabt, så har jeg fuld forståelse for, hvordan de har det. Hvis de er frustrerede over ikke at være udtaget til kamp eller over ikke at have præsteret, så ved jeg lige hvordan det føles.

Så Molli er nu selv blevet en af de personer, som unge fodboldspillere kan læne sig op ad, og den mulighed ville hun ønske, at hun selv havde haft. Det betyder dog ikke, at hun har været uden støtte.

Med rørende hjertevarme omtaler hun sine forældre og deres enorme rolle og indflydelse på hendes fodboldliv. Fra første fløjt har der været tale om et familieprojekt fremfor en solooplevelse.

– Mine forældre har været en ubeskrivelig støtte. De har kørt så mange kilometer – til træninger, samlinger … min far hentede mig i Tyskland, da jeg blev skadet. De har været en urokkelig klippe. Bakket mig op, når jeg havde brug for det, og samlet mig op, da jeg faldt. Det hårdeste ved min første tid i Tyskland var uden tvivl, at jeg ikke måtte se dem i et halvt år pga. Corona.

Molli er landet hjemme igen – på rette hylde, hvor hun både kan dyrke sin kærlighed til sporten som udøvende spiller og som motivator. Det er meningsfyldt arbejde, der fylder hende med både glæde og stolthed og bekræfter hende i, at kvindefodbolden er på vej i den rigtige retning.

– Jeg ved godt, at økonomien aldrig bliver den samme. Men der sker noget med faciliteterne, dygtige trænere, bedre træningstider og baner, så vi kan koncentrere os om at spille. Det er bare vigtigt, at der er nogle gode forudsætninger – også for kvindelige fodboldspillere. Kvindefodbold er det værd.

Med ulven på brystet, sulten i øjnene og støvlerne snøret er Molli tilbage i Midtjylland. Fra pigedrøm til professionel karriere har hun kæmpet og kæmpet og kæmpet. For spilletid, for kontrakter, mod skader og stereotype opfattelser af, hvad kvindefodbold kan.

Hun ved, at fodbold ikke er et soloprojekt, men handler om holdånd, hårdt arbejde og hjerte. Og med ulven på brystet og en ny generation pigespillere bag sig er hun mere end nogensinde klar til kamp.

Fakta

• Molli Plasmann
• 27 år
• Angriber
• Rygnummer 19
• 3 kampe for FC Midtjylland Kvindefodbold
• Har tidligere spillet i Timring IK, Vildbjerg SF, Team Viborg, Vejle Boldklub, Kolding Q (nu Kolding IF), SC Sand (Tyskland)