Når kvinderne fra FC Midtjylland på lørdag tager imod Kolding IF hjemme i sæsonens første topopgør, er det med en mulig debut i startopstillingen til 24-årige Phiona Nabbumba. Med ugandiske rødder er der langt fra hendes fødeegn til midtbanen i Midtjylland, men ikke desto mindre er hun mere end parat til at indtage grønsværen og gøre den til sin nye hjemmebane. Langt fra hjemlandet, men i centrum for hendes fodbolddrømme.
Fra Entebbe til Europa
I det østlige Afrika ligger Uganda, og i det østlige Uganda ligger byen Entebbe i Wakiso-regionen – tæt på Viktoria-søen.
Her er Phiona vokset op med sin mor, som hun har et helt særligt bånd til. Hendes mor er Phionas største støtte, inspirator og et evigt heppekor, der har bakket sin datter ubetinget op i det store skifte fra ugandisk til europæisk fodbold.
Men inden drømmene overhovedet kom så vidt, fik Phiona første gang græs under fodboldstøvlerne på Fimbo Soccer Academy, som var ledet af coach Bogere Duncan. Fodbold for piger er en stor sportsgren i Uganda, og på den måde stillede Phiona sig op i rækken af spillere, der langsomt, men sikkert begyndte at drømme stort, større, størst.
At Phiona både var talentfuld og dedikeret viste sig hurtigt at blive bemærket. Hun kom senere til at spille for Rines, Ajax Queens og She Corporate – alle klubber i hendes hjemland.
Da Phiona for første gang for alvor mærkede til gearskiftet mellem almindelig fodboldinteresse og mulig karrierevej var, da hun første gang blev udtaget til Ugandas landshold. Her tændtes en helt særlig motivation i hende, som pludselig gav hende noget større at spille for. I dag er hun stadig tilknyttet Ugandas A-landshold og følelserne forbundet med hver eneste udtagelser har ikke ændret sig med årene.
– Det er et privilegium og en ære at repræsentere mit land, for det er enhver idrætsudøvers drøm.
Det varede ikke længe før det ugandiske midtbanetalent fik mulighed for at kombinere store ambitioner med store oplevelser. Som flere af sine nuværende holdkammerater greb hun chancen for at vedligeholde sin kærlighed til fodbold og samtidig opleve verden.
– Det var en mulighed for at opleve noget nyt, for jeg blev scouted af en god mand, Frank Peterson, som gjorde min drøm om at spille professionel fodbold til virkelighed – ovenikøbet i Europa, hvilket ikke er let at komme direkte til fra Afrika.
Hun valgte at flytte fra Entebbe til Europa.
Ambitioner og drømme
Måske er det ikke verdens største overraskelse at skiftet til dansk kvindefodbold blev noget af en omvæltning for Phiona, der dog efterhånden har vænnet sig til de nye forhold.
– I starten havde jeg virkelig svært ved at vænne mig til vejret, og det er også en anden spillestil i Danmark. Og så savnede jeg selvfølgelig min mor. Men nu er det meget bedre.
At være så langt væk hjemmefra og i så forskelligt et klima og en anden kultur fortæller i virkeligheden allermest om, hvor meget Phiona brænder for sin sport. Om størrelsen på hendes drømme og viljen til at arbejde.
– At spille fodbold giver mig glæde og forbinder mig med andre mennesker. Jeg er fascineret af den spænding, sporten bringer med sig, og det er lysten til hele tiden at blive bedre og min passion for sporten, der driver mig frem.
Med sig i bagagen og i baghovedet har hun alle støttende ord, gode råd og opmuntrende bemærkninger fra tidligere trænere og holdkammerater, som har været med at nære den drøm, der bare er vokset og vokset.
– De støtter mig virkelig meget med deres råd og motivation, og det sætter jeg stor pris på.
Og det er netop det drive, de ambitioner og den kærlighed til sporten, som nu har bragt hende til den midtjyske hede, der skal være hendes nye hjemmebane. På grønsværen her er hun blevet taget godt imod, og hun har kun roser til de piger, som hun nu deler kampuniform med.
– Alle har taget så godt imod mig – de er imødekommende, venlige og arbejder hårdt. Jeg er sikker på, at vi sammen kan nå vores mål om oprykning i denne sæson.
Det kan godt være, at der er mange kilometer mellem Uganda og Danmark, men fælles drømme og ambitioner forbinder alligevel Phiona og de øvrige ulvinder. Med solid erfaring fra Kvindeligaen er hun én, hendes holdkammerater kan læne sig op ad, og hvis dyrebare erfaring kan vise sig afgørende. Med sin kontrakt med FC Midtjylland har hun allerede vist, at hun indeholder både passion, vilje og drømme – en cocktail, som kan bringe hende langt.
Herfra vil vi lade hendes præstationer på banen tale. Velkommen hjem til FC Midtjylland, Phiona.
Fakta
- Phiona Nabbumba
- 24 år
- Midtbane
- Rygnummer 3
- Har spillet 1 kamp for FC Midtjylland Kvindefodbold
- Har tidligere spillet i Rines Women FC, Ajax Queens FC, She Corporates FC og B.93