17-årige Sofie Hoffmanns hverdag er ultra kompleks. Mange, mange bolde skal jongleres samtidig og helst uden, at nogen af dem tabes på gulvet. Lange skoledage og hyppige morgentræninger i Ikast, sene holdtræninger i Vildbjerg, kampe for både FC Midtjyllands senior- og U19 trup. Dertil kommer samlinger og 20 landskampe på ungdomslandshold. Et hæsblæsende program, som kan tage pippet fra de fleste.

Men ikke fra det 17-årige keeper-talent, der hver eneste dag træffer en aktiv beslutning om at vælge sin sport til. Her træner hun ikke bare teknik og positionering, men også reaktionshastighed og mental robusthed. Og især sidstnævnte er kompetencer, der ikke begrænser sig til fodboldbanen.

Hverdagen baner vejen for fodbolden

Vi har ad flere omgang hørt om de unge ulvinder, der både jonglerer fuldtidsstudier eller – jobs og et travlt fodboldprogram. Man kan imponeres over, hvor meget de kan nå på de samme 24 timer, som vi alle sammen har i døgnet.

Således stiller Hoffmann sig op i samme række og bekræfter, at der er rigtig meget logistik og overblik, der skal gå hånd i hånd, hvis det skal give mening at forfølge en fodbolddrøm.

Ved siden af sin fodbold går hun på HHX i Ikast. Her er hun elev i en sportsklasse og deler derfor passionen for sport og viljen til at prioritere den over ungdomsliv med sine klassekammerater. Med en hjemmeadresse i Vildbjerg havde en gymnasietid i Herning været det logistisk oplagte valg, men muligheden for at gå i en sportsklasse trumfede praktik, og således har hun fået tilføjet endnu mere kompleksitet i sit liv.

Det stiller store krav til hendes evne til at planlægge og strukturere sin tid, og det kræver en konstant opmærksomhed på kalenderen.

– Jeg har skullet finde ind i at få sport og skole til at passe sammen med, hvad jeg ellers gerne vil bruge min tid på. Planlægningen i sig selv kommer nemt til at tage noget fokus, fordi jeg skal have det hele til at gå op.

Og selvom man indimellem kan tænke, at de ambitiøse fodboldspillere er en slags overmennesker med ekstratid som superkraft, så er der trods alt grænser. Heller ikke de kan ikke nå alt. Og alle opgaver kan ikke løses til perfektion.

– Jeg er nødt at prioritere – både tid, lektier og alt muligt. Når man bruger så meget tid på sporten, så bliver man nødt til at prioritere, hvornår man kan nå at få lavet sine lektier eller indhente noget af det, man har misset i forbindelse med træningslejre mv.

Hoffmanns skolegang er vigtig for hende, og hun sætter en ære i at løse sine opgaver ordentligt. Derfor kan det for skoleeleven være en udfordring, når fodboldspilleren tager på træningslejr med klubholdet eller til samling i Spanien med landsholdet. Det giver et fagligt efterslæb, der skal indhentes i et i forvejen pakket skema. Og så skal hun igen prioritere – måske endda endnu hårdere end før.

Den slags erkendelser er ikke nemme, hvis man i bund og grund bare gerne vil præstere på alle arenaer, man færdes i.

– Det er ikke nemt, for jeg vil jo gerne gøre det godt. Jeg vil gerne gøre det godt til træning, og jeg vil også gerne gøre det godt i skolen, sammen med vennerne – bare at kunne fokusere på det. Men det er svært at finde tid og overskud til det hele. Nogle gange kommer jeg til at gå på kompromis med det sociale. Heldigvis er der en masse socialt på holdet også. Men det har jeg da brugt meget tid på at prøve at finde ud af.

En uundværlig del af at få hverdagsligningen til at gå op er Sofies familie.

– Mine forældre og mine søskende hjælper mig med at få min hverdag til at hænge sammen. De kan hjælpe med at få transporten og det praktiske til at gå op, men det vigtigste er den moralske opbakning. De hjælper mig med at bevare mit overskud, og de kender mig bare bedre end de fleste.

Og selvom hun ikke er meget for, at familien skal indstille deres program alt for meget efter hendes fodboldkalender, så sætter hun alligevel uendelig stor pris på, at de gør det.

– Det hjælper mig også, at vi får det til at fungere hjemme uden at mit program fylder det hele, for det har jeg heller ikke lyst til. Selvfølgelig spiller jeg fodbold for min egen skyld, men min familie er lige så meget en del af det.

Positionen mellem to hold

Hoffmanns komplekse hverdag udfordres yderligere af, at hun både er tilknyttet seniortruppen og U19-truppen. I seniortruppen er Kathrine Thisgaard førstevalg på keeperpladsen, men derfor skal Hoffmann alligevel være klar og en del af holdet.

Det betyder, at hun både træner og spiller kamp for begge hold. Ugens sidste træning afvikles sammen med det hold, hun skal spille for i weekendens kamp. Med i den ligning hører, at seniortruppen træner sidste gang torsdag og spiller kamp lørdag, mens U19 træner fredag og spiller søndag.

For at holde kampformen ved lige er hun oftest at finde i startopstillingen på U19.

– Det kan godt være lidt en udfordring – at træne med det ene sted, men spille mest det andet sted. Jeg vil gerne bevise, at jeg er god nok til seniortruppen, men jeg ved godt, at jeg er ung, og at det stadig er en uundværlig mulighed for at få kamperfaring med U19. Men det er da en balance.

For et år siden var Hoffmann allerede tilknyttet den daværende seniortrup for Vildbjerg SF, og hun har derfor været vant til tidligere at være førstevalg – sin unge alder til trods. Derfor har hun også skullet finde sig til rette i den nye konstellation.

– Det kan være svært ikke helt at kende sin plads eller funktion på forhånd. Sidste år var nemmere at planlægge, for jeg vidste, hvordan ugen så ud. Det har jeg lige skullet vænne mig til.

Det betyder dog ikke, at der ikke er al mulig opbakning fra den unge keeper til holdets nye førstevalg, og hun er fuldt opmærksom på, at hendes tid nok skal komme.

Keeperens funktion i truppen

For keepernes rolle i truppen og på holdet er særlig. De tre keepere – Thisgaard, Marina og Hoffmann – er deres egen lille gruppe i gruppen, hvor de blandt andet har målrettet keepertræning, mens resten af truppen træner for sig.

Samtidig er det en plads på banen, hvor der på kampdage sjældent skiftes ud.

– Det er præmissen for at være keeper. Når man spiller, så spiller man også. Det er bare den barske side af gamet.

Så med tre keepere i truppen betyder det naturligt, at der ikke er lige meget spilletid til alle. Det betyder dog ikke, at der ikke er vigtige opgaver at løse for Hoffmann.

– Vi snakker da om konkurrencen, og vi bruger meget tid på at italesætte det. Selvom vi er konkurrenter, så skal vi hjælpe hinanden. Selvom jeg er noget yngre end Thisgaard, så er det stadig min opgave at være med til at hjælpe hende til at blive bedre. Som keepere er vi aldrig på banen samtidig, men vi er stadig på samme hold. Vi er nødt til at hjælpe hinanden.

Der er med andre ord et særligt arbejdsfællesskab mellem keeperne, og de ved, at de løser en særlig opgave.

Det vrimler ikke med keepere i kvindefodbold, og dem, der er, er generelt unge. Adspurgt fortæller Hoffmann, at det selvfølgelig er noget, som hun er opmærksom på.

– Vi er jo lidt vores egen gruppe. Der er ikke mange at se op til. Der bliver satset på mange unge keepere lige nu. Så det fylder da lidt, at man både er en af de få, men der er mange direkte konkurrenter, fordi vi er så mange jævnaldrende.

– Men det er ikke mere vigtigt, end at jeg bare fokuserer på mig selv, min egen udvikling og dem jeg træner sammen med til hverdag.

Sofie Hoffmanns hverdag handler om udvikling og hårdt arbejde. Om kompromisser og prioriteringer. Som keeper er hendes position på banen noget ganske særligt; udsat, kræver resolut handling og fejl straffes nådesløst. Det kræver en særlig slags menneske med en særlig mental styrke. Som bare 17-årig er Hoffmann muligvis stadig i proces. En udvikling, der peger fremad, og som kræver tålmodighed. Vedholdenhed. Men så er banen også kridtet op for et ungt talent med en særlig forståelse for keeperens helt unikke rolle.

Fakta

• Sofie Hoffmann
• 17 år
• Keeper
• Rygnummer 16
• Har tidligere spillet i Sinding GIF og Vildbjerg SF