Førsteholdet

Portugisisk modstand venter i Europa League

Mandag var der lodtrækning til knockout playoff-runden i Europa League. Her blev FC Midtjylland parret med Sporting Club de Portugal, som endte 3'er i sin Champions League-pulje.

07/11/22
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

Mandag var der lodtrækning til næste stadie af Europa League, da alle pulje-2’ere skulle parres med 3’erne fra dette års Champions League-gruppespil.

Overblik: Mulige modstandere i Europa League-knockoutrunden

I Nyon i Schweiz kom FCM op ad bowlen tidligt under lodtrækningen, og over for midtjyderne blev Sporting Club de Portugal trukket. Dermed venter et stort opgør mod en af Portugals stærkeste mandskaber.

Sporting fik syv point i sin Champions League-pulje, hvor det blev til otte scorede mål og ni indkasserede. I skrivende stund indtager portugiserne en femteplads i sin hjemlige liga.

Det er anden gang i historien, at FCM står over for Sporting. I UEFA Cup-kvalifikationen i 2001 mødtes de to mandskaber ligeledes, og dengang trak de grønblusede portugisere sig sejrrigt ud af de to opgør med samlet 6-2.

Første kamp finder sted d. 16. februar 2023 på José Alvalade Stadion i Lissabon med kickoff kl. 21.00, mens der er returopgør på MCH Arena d. 23. februar kl. 18.45. Du kan læse om billet-info til kampene på fcm.dk i den nærmeste fremtid.

Oversigt over EL knockout playoff-runden

FC Barcelona – Manchester United
Juventus – FC Nantes
Sporting CP – FC Midtjylland
Shaktar Donetsk – Rennes
Ajax – Union Berlin
Bayer Leverkusen – AS Monaco
Sevilla – PSV Eindhoven
Salzburg – AS Roma