Førsteholdet

Priske efter Atalanta: Stærk modstander

Brian Priske roser gårsdagens modstander, men cheftræneren lægger ikke skjul på, at FC Midtjyllands præstation kunne have været bedre.

22/10/20
Jens Risom
Foto: Getty Images

Sent onsdag aften var der pressemøde på MCH Arena efter FC Midtjyllands debut i Champions League. Her satte cheftræner Brian Priske ord på 4-0-nederlaget til italienske Atalanta.

Han fremhæver Atalantas kvalitet og påpeger, at deres spillestil er meget tydelig.

Det er klart og tydeligt, at vi mødte en stærk modstander med et par store profiler og generelt mange dygtige spillere. Spillestilen er meget tydelig, og de er dominerende i mand-mand-spillet. Der er ingen tvivl om, at mange europæiske hold kan få problemer mod Atalanta, lyder det fra Brian Priske.

Et par af Atalantas mål kom efter personlige fejl i opspillet, og det blev altså straffet benhårdt.

– Vi har været sindssygt kyniske i kvalifikationskampene, hvor vi har lavet meget få fejl, men det gør vi dag. Her ved jeg også godt, at pulsen måske er 15 slag højere, end den plejer at være, men det er nok det, der ærgrer mig mest her bagefter, forklarer cheftræneren.

100% over 90 minutter

Der var dog også lyspunkter for FC Midtjylland i løbet af kampen. Med lidt held og mere skarphed kunne danskerne godt have scoret og især i starten lignede FCM et hold, der kom for at spille deres chance.

Dog fik Atalanta altså scoret tre mål inden pausen, da de først kom i gang efter 26 minutter ved Duvan Zapatas mål. Derfor var fokus i pausen naturligvis at levere end bedre indsats i sidste halvdel af kampen.

– I halvlegen blev vi enige om at vise mere mod og gå ind i duellerne med mere styrke. Det så jeg også, men vi er selvfølgelig skuffede over både det fjerde mål og nederlaget. Det er god erfaring for os forud for de næste fem kampe, som vi skal være klar til, pointerer Brian Priske.

Atalanta er kendt for deres aggressive pres, men FC Midtjylland lykkedes os med at stresse italienerne i flere sceancer.

– Vores pres stresser dem i perioder, og de sparker bolden ud over sidelinjen et par gange, siger cheftræneren, men slår fast:

– Vi skal ramme 100% over 90 minutter i alle spillets facetter for at få et resultat. Ikke bare i 85 eller 80 minutter. Det skal vi tage med os til de næste kampe.

Næste kamp i Champions League for FC Midtjylland er på tirsdag i England, hvor Liverpool, der slog Ajax i den første kamp, tager imod de danske mestre.