Førsteholdet

Priske: Jeg ser tilbage på et fedt fællesskab og store resultater

Den afgående cheftræner reflekterer over sine i alt otte og et halvt år i FC Midtjylland, som har budt på mange store resultater og oplevelser.

29/05/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Efter godt og vel to sæsoner i spidsen for FC Midtjylland rykker Brian Priske til Royal Antwerp FC i Belgien, hvor han tiltræder som cheftræner.

Det bliver Brian Priskes første trænerjob i udlandet, men som spiller har han stor erfaring ude i Europa – blandt andet i den belgiske liga.

– Det har været en drøm og en ambition at komme afsted til udlandet igen. Jeg er taknemmelig for otte og et halvt gode år i Midtjylland som spiller, assistent og chef. De sidste to år har været helt fantastiske, og nu er tiden til, at jeg skal noget nyt, fortæller Brian Priske.

I august 2019 fik Brian Priske chancen som cheftræner i FCM. Siden er det blevet til 2,03 point pr. kamp i 3F Superliga, og Priske forlader dermed Danmark med det næsthøjeste pointsnit af trænere med over 50 kampe i den bedste danske række.

– Jeg er utroligt glad for, at klubben har givet mig muligheden og tilliden som cheftræner. Jeg føler, at vi har haft et stærkt samarbejde mellem ledelsen og staben, som har været med til at indfri store forventninger, håb og drømme i form af et mesterskab og en Champions League-deltagelse, pointerer Priske og fortsætter:

– Jeg tager rigtig mange ting med mig videre i karrieren efter to omgange i klubben – først med Glen, hvor jeg tog et stort skridt som træner. Derefter med Jess til gruppespil for første gang. Så kom jeg tilbage og var med til at løfte klubben til et nyt niveau. Nu afleverer jeg FCM på et højt niveau.

Brian Priske fik trænerdebut i Champions League i sin bare anden sæson som cheftræner. Det skete efter en historisk kvalifikation sidste år i august og september, inden hans mandskab skaffede point mod Atalanta og Liverpool i gruppespillet.

Fællesskabet har været afgørende

Brian Priske lægger ikke skjul på, at fællesskabet i FC Midtjylland har været noget helt særligt, og han sætter pris på samarbejdet med staben omkring sig.

– Jeg ser tilbage på fællesskabet, som har været afgørende for vores succes. Det er jeg stolt af. Jeg skylder staben en stor tak. De har knoklet for klubben, og resultaterne har vi opnået i fællesskab. Det gør mig stolt at have været en del af, understreger den afgående cheftræner.

Selvom store dele af Brian Priskes tid i FCM har været præget af tilskuerrestriktioner, har fansene også haft en stor betydning.

– Vi lever af fansene. Det har været svært det sidste lange stykke tid grundet Corona, men jeg har mærket dem, og de har hjulpet os. De har været der for os, de lever for klubben, og de har været en stor del af resultaterne på banen, slår Priske fast, inden han også sender en rose i spillernes retning.

– Spillerne i klubben har præsteret, og jeg har været privilegeret med den trup. Det er spillere på et afsindigt højt individuelt niveau. De har udført vores tanker, og de fortjener en stor tak for deres indsats og vores præstationer.

Brian Priske nåede at være cheftræner for FCM i 82 kampe.

FC Midtjylland sælger Brian Priske

FC Midtjylland takker Brian Priske for en fornem indsats og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.