I samarbejde med Arbejdernes Landsbank ønsker FC Midtjylland at tage ansvar for det affald, der bliver smidt i området omkring MCH Arena – særligt i forbindelse med klubbens hjemmebane – samt ude i samarbejdsklubberne.
Derfor bakker FCM i år op om projekt Ren Natur, der arrangerer affaldsindsamlinger i området omkring stadion. Ambitionen er at bidrage til, at vi i fællesskab passer på vores nærmiljø.
Ren fodboldglæde – uden affald omkring jeres klub
Fra den 1. marts 2023 har alle FCM’s samarbejdsklubber kunne tilmelde sig en affaldsindsamlingsrute. Det har givet de deltagende klubber en formiddag eller eftermiddag med godt samvær og frisk luft i en god sags tjeneste. Samtidig har deltagerne kunne bidrage med 2.500 kr. til klubkassen, der for eksempel kan munde ud i nye bolde, klubtrøjer eller noget tredje.
– Vi støtter projekt Ren Natur sammen med de seks topfodboldklubber, vi sponserer. Det gør vi, fordi vi ønsker at være med til at tage ansvar for det affald, der ender i naturen efter klubbernes hjemmekampe. I år har Ren Natur arrangeret 15 affaldsindsamlingsruter i områderne omkring de seks klubbers stadions, og her har 15 lokale fodboldklubber og foreninger gennemført ruterne. De har i alt indsamlet 132 sække affald, hvilket svarer til 528 kg affald, der ville være endt i vores natur.
– Udover at foreningerne har fået 2500 kr. hver for indsatsen, har de også haft nogle hyggelige timer sammen, hvor det har handlet om noget andet end fodbold, fortæller Rikke Jessen Høyer, seniormarketingkonsulent i Arbejdernes Landsbank.
Tak til samarbejdsklubberne og AL-Bank
2023-sæsonens tre indsamlingsruter er nu blevet gennemført, og flere samarbejdsklubber har leveret en fantastisk indsats i forbindelse med at passe på og rydde op i naturen.
Der skal lyde en tak til både Arbejdernes Landsbank og projekt Ren Natur for at inddrage FC Midtjylland i en vigtig sag. Samtidig skal der lyde en tak og et ‘godt gået’ til de mange samarbejdsklubber, der har bidraget til affaldsindsamlingen.