Raphael Onyedika er kun i gang med sin første sæson på seniorplan i FC Midtjylland, men med sin uimponerede spillestil har den nigerianske kraftkarl allerede taget 3F Superliga med storm.
Onyedika er Månedens Unge Spiller i 3F Superliga
Derfor skaber det også stor glæde i FCM, at Onyedika har skrevet under på en forlængelse af kontrakten, så de to parter nu har papir på hinanden indtil sommeren 2026.
– Vi er utroligt glade for, at Rapha har skrevet under på en forlængelse. Det niveau, han har lagt for dagen i denne sæson, skaber stor stolthed i hele klubben. Han har gjort det endnu bedre, end vi havde turde håbe på, og han bliver bare ved med at udvikle sig kamp for kamp. Det har været en fornøjelse at se, siger sportschef Svend Graversen.
Tilbage i foråret 2019 kom Raphael Onyedika til Ikast, hvor han begyndte på akademiet. Inden da havde han haft tre år i samarbejdsklubben FC Ebedei i Nigeria.
I sin første hele sæson i FC Midtjylland imponerede han i U19 Ligaen og i UEFA Youth League med sin fysik, fart og kontante spillestil. Herefter var han udlejet til FC Fredericia i sidste sæson, hvor han lagde et nyt lag på sit spil og kom på årets hold i 1. division.
– Han kommer fra akademiet i Nigeria, og der er bare en spillemæssig og kulturel omstilling, når man kommer til Danmark. Hvis han skulle udvikle sig, skulle han spille nogle kampe på seniorniveau, så der var udlejning den helt rigtige løsning, forklarer Svend Graversen om nigerianerens udvikling i de seneste år og fortsætter:
– Det er en plan, som er lykkedes godt. Det vidner også om, at Rapha er en rigtig dygtig spiller med et stort potentiale, men for ham har det været afgørende at tage det store skridt i sin udvikling sidste år i Fredericia, og det har vi set resultatet af i denne sæson.
– Vi har en kæmpe tro på, at Rapha kan blive en endnu større profil på vores hold. Han har potentialet til at komme på Nigerias A-landshold og blive solgt til en af de store ligaer, og vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med ham og se, hvad det kan blive til, tilføjer sportschefen.
Fantastisk hold at være en del af
Raphael Onyedika står noteret for 24 kampe i FCM-trøjen, og midtbanespilleren har dermed blot misset et enkelt opgør i sæsonens første fire måneder.
Månedens Unge Spiller i 3F Superliga for oktober glæder sig over forlængelsen.
– Det er en rigtig god følelse at skrive under på en ny kontrakt i Midtjylland. Det er jeg glad for og stolt over, men mest af alt er jeg taknemmelig for klubben og alt det, de har gjort for mig de seneste år. Det vil jeg gerne betale tilbage ved at hjælpe holdet i hver kamp, lyder det fra den evigt ydmyge Onyedika, som roser folkene på holdet:
– Det er et fantastisk hold at være en del af. Der er mange dygtige holdkammerater og trænere, og de har virkelig bidraget til min udvikling i denne sæson. Jeg er sikker på, at det vil fortsætte.
Om fremtidens ambitioner er Onyedika målrettet, men den fysisk stærke midtbanedynamo holder benene på jorden.
– Selvfølgelig har jeg ambitioner om at blive så god som mulig og spille i en stor liga en dag. Men lige nu har jeg bare fokus på at være i Midtjylland og hjælpe holdet til sejre. Jeg håber på at vinde titler her, og det er det største mål i denne sæson, afslutter Raphael Onyedika.