Klubben

Rasmus Ankersen optages som æresmedlem i FC Midtjylland

Tidligere ungdomsspiller, akademitræner og bestyrelsesformand gennem næsten otte år, Rasmus Ankersen, hyldes i dag som nyt æresmedlem i FC Midtjylland.

20/02/22
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

“Den, der opgiver at blive bedre, ophører med at være god.”

Det har været FC Midtjyllands motto gennem mange år, men ikke mange har efterlevet det på samme måde som Rasmus Ankersen.

Det har 38-årige Ankersen fra Tjørring bevist gennem de sidste næsten otte år, hvor han har besiddet rollen som bestyrelsesformand i FC Midtjylland. I november stoppede han i den position efter at have overset klubbens mest succesfulde periode.

Da Rasmus Ankersen i juni 2014 blev formand, havde han lidt forinden stiftet bekendtskab med Matthew Benham og introduceret ham til FC Midtjylland. På samme tidspunkt overtog Benham ejerskabet af klubben.

Siden har FC Midtjylland ikke set sig tilbage og har nået nye sportslige og økonomiske højder de sidste år. I den periode har FCM vundet tre danske mesterskaber og en pokaltitel samt kvalificeret sig til tre europæiske gruppespil med Champions League-deltagelsen i 2020 som højdepunktet.

Som hyldest for Rasmus Ankersens enestående betydning for klubben optages han i dag som æresmedlem i FC Midtjylland.

– Der er ikke mange mennesker, som har betydet lige så meget for FC Midtjylland som Rasmus. Han etablerede kontakten mellem klubben og Matthew Benham, og som formand har han været en afgørende faktor for klubbens strategiske udvikling. Det har vi høstet frugterne af med fire trofæer og tre europæiske gruppespil i den periode, siger administrerende direktør Claus Steinlein.

– Derfor er det med stor glæde og stolthed, at vi optager Rasmus som æresmedlem i FC Midtjylland. Han vil altid have en kæmpe plads i vores klub, og han er sammen med sin familie altid velkommen på MCH Arena, tilføjer Steinlein.

Bestyrelsesformanden træder af

– En fantastisk historie

Rasmus Ankersens rejse i FC Midtjylland begyndte langt før, han blev bestyrelsesformand i 2014.

Han var anfører på det første ynglingehold, der spillede i FCM-trøjer tilbage i 1999, inden han måtte se sin spillerkarriere spoleret af en knæskade under en reserveholdskamp, før han fik debut på førsteholdet.

I skadesperioden begyndte han som træner i ungdomsafdelingen og var blandt andet assistenttræner for Svend Graversen på U17-holdet.

I 2006 blev han af den daværende akademichef Claus Steinlein ansat som cheftræner for U19. På holdkortet var navne som Simon Kjær, Winston Reid og Baba Collins, som havde fornøjelsen af Ankersen som cheftræner i halvandet år, inden han flyttede til København og senere London i forbindelse med den senere rolle som forfatter, foredragsholder og iværksætter.

– Det er jo en fantastisk historie, at Rasmus, som kommer fra Tjørring, både har spillet og været træner på akademiet. Allerede dengang var hans visionære tilgang til opgaverne en inspiration for os andre. Man har altid kunne mærke på ham – ligesom mange andre i klubben – at FC Midtjylland ikke bare har været et arbejde, men også en kæmpe passion. Det har drevet ham og os til det yderste, fortæller Claus Steinlein.

– Rasmus har altid sat barren højt og presset os andre til hele tiden at tænke stort. Om nogen personificerer han klubbens motto om, at den, der opgiver at blive bedre, ophører med at være god. Han har sat et enormt aftryk på FC Midtjyllands udvikling, og der skal lyde en kæmpe tak til ham for sit engagement og det forrygende samarbejde gennem de sidste otte år, afslutter Steinlein.

FC Midtjylland takker Rasmus Ankersen for sit enestående stykke arbejde i klubben og ser frem til at byde ham velkommen tilbage i fremtiden som æresmedlem.

Æresmedlemmer i FC Midtjylland

  • Ove Pedersen
  • Erik Rasmussen
  • Johnny Rune
  • Sten Hessel
  • Jens Ørgaard
  • Bruno Sandfeldt
  • Carsten Christensen
  • Rasmus Ankersen